Nye indlæg

Defecto - Duality

Skrevet af Peter Letting
12-10-2020
Danske Defecto udkommer med nyt album 23/10-2020. Albummet har fået titlen Duality.

Det MÅ efterhånden være svært for musikere at finde på noget nyt, altså noget HELT nyt. Det forekommer mig fra tid til anden, at samtlige toner og sammensætninger må være prøvet af, og når man som kunstner sidder der med et blankt stykke papir, så kan jeg slet ikke forestille mig, at man kan viske tavlen 100% ren og bare starte helt forfra. Defecto har da heller ikke opfundet en ny dyb ”metal” tallerken, men de har til gengæld fået skruet 11 fantastiske og meget forskellige numre sammen og presset dem til en metal-most, som de har valgt at kalde Duality. Nu har jeg ikke den fjerneste ide om, hvor Duality kommer fra, eller hvad det skal hentyde til, men når man hører skiven og den diversitet den er gennemsyret af, så kan jeg måske alligevel godt begynde at fornemme, hvor dualiteten kommer ind i billedet.

Defecto kom ind i mit liv med deres andet album ”Nemesis” i 2017, og lad mig blot konstatere, at det var kærlighed fra første strofe. Derfor er jeg måske også en anelse farvet i min vurdering af Duality, men det kan jeg altså ikke lægge fra mig.

Jeg elsker deres lyd, deres produktioner, deres humor, deres musikvideoer, deres åbenhed, deres imødekommenhed, deres opfindsomhed og ja, kort sagt bare alt hvad der er Defecto.

Første skæring ”Rings Of Saturn” starter med den lækreste lille guitar intro, og man ved bare at om få øjeblikke, så tager det fart. Og det er ganske rigtigt, men det er stadig meget kontrolleret, varieret og velorkestreret, med kor i baggrunden, de fedeste breaks og labre riffs. Anden skæring ”The Uninvited” er nok min favorit. Her får den lige en ekstra bønne på alle tangenter, og Sonne åbner helt op for posen på vokalen. Der er visse passager i The Uninvited hvor jeg blot kan læne mig tilbage og undres over at man kan flytte sine fingre SÅ hurtigt på gribebrættet. Jeg er også vild med slutningen på nummeret, som går lidt ned, for så at komme tilbage for fuld kraft og derefter afslutte. Genialt.

Der er allerede landet 3 singler og 2 videoer fra Duality, nemlig numrene ”Rise” og ”All For You” og Tempest”. Igen skal man gøre sig selv den tjeneste, at se videoerne (til ”Rise” og ”All For You”) sammen med musikken, for de er altså ret underholdende.

Som sagt er Duality et meget alsidigt album, og hvis man er mere til store metal ballader, så er der da også et par stykker af dem i numre som ”Paradigm Of Deceit”, samt ”Don’t Say Goodbye”.

Ved første gennemlyt ville jeg nok mene, at Defecto havde anlagt en anelse blødere stil, men jeg tror egentlig bare at det er diversiteten i numrene, som gør albummet til et mere lyttevenligt værk, fremfor en massiv lydmur, hvor nuancerne let kan gå tabt.
Jeg havde svært ved at se hvordan Defecto skulle overgå, eller blot matche deres eget seneste album ”Nemesis”, men jeg må erkende at Duality efterhånden er landet på en hylde i min musikbevidsthed, som er på højde med ”Nemesis”, så nu glæder jeg mig bare til release koncert i Store Vega d. 27/11

Defecto får naturligvis 6 ud af 6, alt andet ville da være fuldstændig vanvittigt….
 
Duality udkommer 23. oktober 2020 via Black Lodge Records.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com