Kens Dojo er et soloprojekt af den norske superguitarist, sangskriver og producer Ken Ingwersen. The Future Looks Bright er hans anden soloskive, og vanen tro har han allieret sig med et hav af gæster. Han spiller selv guitar, bas og keyboard, ligesom han også klarer en stor del af kor-vokalen. Bjørn Olav Lauvdal, Sturla Nøstvik og Tom Fossheim deles om tromme-tjansen, og Dag Selboskar hjælper til med lidt keyboard. Der ud over gæsteoptræder der en masse sangere, bl.a. Andrew Freeman (Last In Line, Lynch Mob), Rasmus Andersen (Diamond Head), Scot Foster Harris (L.A. Guns), Åge Sten Nielsen (Wig Wam), Chesney Hawkes og Truls Haugen (Circus Maximus) på albummet, der er utrolig velproduceret. Netop de mange sangere kunne godt få én til at frygte, at albummet ville stritte i alle mulige retninger, men det er overraskende homogent og de mange vokaler fungerer faktisk fantastisk godt.
Genremæssigt er vi ovre i retning af vores egen Ronnie Atkins´ solo album eller måske First Signal eller Eclipse, dvs. melodisk heavyrock, der typisk er præget af store kor, iørefaldende omkvæd med keyboards og tunge trommer, der ligger langt fremme i lydbilledet. Samtidig ligger der stort set hele tiden en legende guitar og bobler lige under overfladen, for pludselig at bryde ud i en torden-skala eller en vild solo.
Numrene er meget varierede, og stort set alle sammen rene ørehængere. Man mærker tydeligt, at ambitionen her har været at skrive helstøbte sange, med både tekst og musik, og ikke ”bare” lave et instrumentalt guitaralbum. Det svinger uimodståeligt, og man griber uvilkårligt sig selv i at sidde og rocke med undervejs. Eneste undtagelse er titelnummeret ”The Future Looks Bright”. Her fanger omkvædet ikke for alvor lytteren, og vokalen – af Ray Van D. - virker lidt for tynd og skinger. Selvom der er en forrygende guitarsolo midtvejs, så virker dette nummer ikke helt så overbevisende som resten af albummet.
Det er dog en lille knast på en ellers velpoleret planke, for det her er på mange måder et helstøbt album, der åbner med hittet ”I Wait For Nothing”. Hvis der er nogen retfærdighed til, så burde dette nummer blive skamspillet på samtlige radiostationer her fra og til nytår. Et så iørefaldende omkvæd fortjener worldwide anerkendelse.
Herefter står supersangene nærmest i kø. ”Raining Down” har en Hagar-æra Van Halen feeling i omkvædet, og et næsten jazz-agtigt intermezzo. ”Gone” er en smuk ballade, hvor man virkelig kan mærke, at Ingwersen forstår vigtigheden af at give både akkorderne og de individuelle musikere plads. Verset er sart og spinkelt, hvorefter omkvædet vokser til et medrivende crescendo. På ”Sun Goes Down” starter nummeret langsomt op, inden en medrivende trommerytme flår os med, og igen ledes tankerne hen på Hagar-æra Van Halen. Det er lige før man kniber en lille tåre og sender Eddie en venlig tanke, når man lader sig forføre af den karakteristiske solo og ikke mindst lilletromme- og high-hat lyden på trommerne. Og man kunne blive ved.
Vi snydes ikke for at par instrumentalnumre, og her viser Ken Ingwersen virkelig, hvad han kan. Det er fabeagtig flot, og samtidig ren nougat for øregangene. Nyd fx soloen i ”Longhaired Blues”. Det er gåsehud sat på noder. Og afslutningnummeret ”Cuarenta Dias” bringer minder om legendariske Gary Moore. Et på alle måder fejende flot punktum for et formidabelt album.
The Future Looks Bright er på alle måder et fantastisk album, der holder, hvad det lover. Det er melodisk, velkomponeret og velspillet – og frem for alt fyldt med ørehængere. Snyd ikke dig selv for denne perle af et soloalbum. Det er sådan her, moderne rockmusik skal lyde.
The Future Looks Bright udkommer den 7. juni 2021.
(6 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg