For lidt over 4 år siden anmeldte jeg debut fuld længde albummet ”Hard Rock Rebel” fra det århusianske band Mak’Vaerk. Nu er de ude med en ny EP, som har fået titlen Black Smoke. Bandet består stadigvæk af de samme 4 medlemmer, som er Martin Kjær (guitar), Michael Marquart (trommer), Kima Jonassen (bas) og Kristian Ehlers (vokal).
Bandets musik er kraftigt inspireret af old school heavy metal og hard rock. Og deres inspirationskilder tæller bl.a. Pantera, AC/DC, In Flames, Mustasch og Deep Purple. Deres lyd er forholdsvis tung og musikken er meget guitar-riff baseret. Bandet virker tight og musikken bliver leveret godt. Man fornemmer helt sikkert, at de fire bandmedlemmer har en vis erfaring. Derudover passer Kristians vokal rigtig godt til musikken. Jeg kan rigtig godt lide kombinationen af det old school heavy og den mere melodiske tilgang til musikken. Det giver en fed sound.
Black Smoke består af fem velskrevne og velkomponerede sange, som fanger denne lytter allerede ved første gennemlyt. Melodierne er fængende og sangene er rimelig catchy.
EP’en sættes i gang med titelnummeret ”Black Smoke”. Der er rimelig godt smæk på og sangen hører til blandt mine favoritter. Herefter følger ”The Grid”, som indledes med en lidt mere tung og dyster feeling. Herefter sættes tempoet op og der bliver rocket godt igennem. Tredje sang er ”Exploring Beauty”, som lægger sig i samme spor som de to første sange med en god omgang heavy rock. Men på sang nummer fire, som er ”Born Into Shadows”, sættes tempoet ned. Her gør bandet det også godt og personligt synes jeg det er fedt, når der også er en mere ”stille” sang på et album eller en EP. Det giver et lille afbræk i de mere hæsblæsende sange. EP’en afsluttes med ”13 Stars”, som er et rigtig fedt nummer og i skrivende stund, nok er min personlige favorit på albummet. Sangen har et catchy riff og så synes jeg bare sangen er bygget godt op. Men alt i alt er det fem rigtig gode sange bandet har indspillet.
Sangene på denne EP er indspillet live i studiet hen over tre dage i oktober 2020. Det er foregået i Dead Rat Studios med Jacob Bredahl bag knapperne. Og jeg synes helt sikkert bandet og Bredahl har formået at ramme en sound, som virkelig passer til musikstilen. Tilpas tung, heavy og melodisk på samme tid og hvor instrumenter og vokal ligger godt til hinanden i lydbilledet.
Jeg synes bandet har rykket sig et nyk op i forhold til ovennævnte album fra 2017. Ikke fordi det var et dårligt album, bestemt ikke, men sangene på denne EP fanger bare min opmærksomhed endnu mere. Og så er der bestemt ikke noget ”makværk” over EP’en (den lå lige til højrebenet). Den vil helt sikkert finde vej til min afspiller igen i nær fremtid. Så er du til en god omgang heavy og melodisk hard rock, så bør du helt sikkert tjekke Black Smoke ud.
Black Smoke udkom 5. juni 2021.
(5 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg