Egomania er et moderne metalalbum med alt hvad det indebærer. Her er masser af energi, tempo og variation, garneret med masser af gode melodier og iørefaldende omkvæd. Hvis du kan forestille dig en krydsning af Amaranthe, Silvera og Sick Puppies, ja så er vi ovre i dén boldgade. Vokalen er måske ikke helt i samme liga, men sangene er godt på vej.
Åbningsnummeret ”Toast To The Devil” repræsenterer på fortrinlig vis albummet. Det er energisk, der er stor variation og et omkvæd, man hurtigt kan synge med på. Man fornemmer stadion-kvaliteter her.
På førstesinglen ”Be” synges der duet med Herma Sick (Sick `n´ Beautiful), og det fungerer ret godt. Rytmen er smittende og omkvædet svinger. Stemmerne klæder hinanden, men man fornemmer allerede her, at Danny Meyers vokal ikke er specielt bemærkelsesværdig, hvilket er ærgerligt, for det er faktisk et ret fedt nummer.
2. singlen ”The Longing” starter i vild dobbelttakt, men skifter flere gange tempo, og her fornemmer man den bredde, som bandet har. Og det gælder både i genrer og i musikskrivningen. Man keder sig aldrig, men fornemmer igen, at vokalen måske ikke helt lever op til de fine, musikalske kvaliteter. Der synges rent, men stemmen er ikke rigtig én, man husker.
Oversense er et tysk band, der blev dannet i 2012 og debuterede med en EP i 2017. Egomania er bandets andet fuldlængde album. Bandet består af sanger Danny Meyer (der i øvrigt også fedter med lidt guitar og keyboards), guitarist Jasmin `Jassy J.´ Pabst, bassist Marco Volpert og trommeslager Patrick Lippert.
Albummet er samlet set en lidt broget buket af sange, der går fra det virkelig gode til det knap så vellykkede. Fx på ”My Eden”, hvor verset kører i fuldfed dobbelttakt, og selvom omkvædet er melodisk, er det stadig i dén grad heavy. Det bringer minder om gode, gamle Pretty Maids hos denne anmelder – og det er på alle måder et kvalitetsstempel.
”Tear Me Down” har også et iørefaldende omkvæd, der minder lidt om Fozzy, men er både lidt tungere og vildere, hvorimod ”Love”, der er 3. singleudspil fra albummet, har tydeligt hitpotentiale. Et enormt iørefaldende omkvæd, sarte klavertoner i mellemspillet og en insisterende rytme. Det fungerer ganske godt. Balladen ”Memories” er pæn, men leverer ingen overraskelser. Den virker faktisk underligt skabelon-agtig i forhold til mange af de andre numre på albummet og vækker ikke mange følelser. Dertil virker den lidt for kalkuleret. Det storladne Åh-åh-kor i slutningen af nummeret er tæt på at være decideret rædselsfuldt. Slutnummeret ”Extinction” på over 7 minutter er tænkt som den store, episke finale, men virker mere som et nummer, der ikke rigtig hænger sammen. De mange temposkift fungerer ikke rigtigt, og de får nummeret til at virke fragmentarisk og usammenhængende. Det er drøn ærgerligt, for man fornemmer, at der faktisk ligger kunstneriske ambitioner bag og ikke bare kynisk spekulation.
Egomania er et album, der rummer mange kvaliteter, men også en del fusere. En stor del af numrene fungerer, men der mangler lidt mere kvalitet i vokalen. Oversense er bedre end gennemsnittet, men ikke helt oppe i superligaen i denne genre. Men giv dem et lyt – de findes allerede på de fleste platforme – og se, hvad du synes.
Egomania udkommer 17. september 2021 via Dr. Music Records.
(4 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg