Danske Franklin Zoo lægger sig i slipstrømmen af kollegerne fra VOLA med deres tredje album The Dandelion Child. Her er progressiv grunge-rock fra øverste hylde med masser af drama, vilde guitarsoli og numre, der spænder fra knap 6 minutter og helt op til 12:19. Hos dem rummer et fuldlængde album kun 6 skæringer, men der er underholdning og kvalitet for alle pengene, for den der gider investere lidt tid og lytte.
På titelnummeret ”The Dandelion Child”, der vel nærmest kan oversættes med ”Mælkebøttebarnet” (hov, har vi ikke hørt om dét før?!) vrimler det med skæve rytmer, vilde breaks og storladen vokal. Det er i perioder tungt, og andre steder vildt svingende – og efter denne anmelders mening albummets bedste nummer. Her er tydelig inspiration fra både prog-rocken i 60´erne og 70´erne og grungebølgen i 90´erne, men samtidig en moden energi og vellyd.
På ”The Void” er det tydeligt, at Soundgarden/Chris Cornell-referencen, som Franklin Zoo tit får hæftet på sig, ikke kommer ud af ingenting. Der er klare elementer, der leder tankerne i dén retning, men også så meget mere. Jeg kom i hvert fald ind imellem til også at tænke på både tidlig Black Sabbath og britiske Arena.
Flere gange balancerer de mellem det selvhøjtidelige og det geniale, men i langt de fleste tilfælde har de faktisk noget at have det prætentiøse i. Når man vælger at henvise til Søren Kierkegaard og hans eksistentielle tanker om stadierne på livets vej i pressematerialet, ja så sætter man røven i klaskehøjde, og her havde det været smart, om man også havde vedlagt teksterne, for det kan ind imellem være lidt svært at høre, hvad der bliver sunget. Musikken har klart æstetiske kvaliteter, men om det etiske og/eller religiøse er repræsenteret i teksterne er svært at afgøre. Uanset hvad er det dog fedt at møde et ambitiøst, dansk band, der tør række efter stjernerne og hvor der er højt til loftet, så fuck janteloven.
”The Chameleon” er tung og langsom, men her viser bandet en melodiøsitet, der klæder dem. Fem et halvt minut inde i nummeret er der pludselig en vildt svingende trommerytme, der virker næsten poppet, og man sidder og griber sig selv i at ønske, at de måske ville forfølge dén idé lidt oftere. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at bandet består af nogle afsindigt dygtige musikere, men ind imellem kan det godt føles lidt som en lukket fest, hvor det primært handler om dem, og mindre om lytteren. Grunge skal være råt og gritty – men det må altså også godt være melodiøst.
”The Fugitive” er seneste single, og her har vi noget, der minder om et iørefaldende omkvæd. Det er godt set, at smide den som 2. single, for på mange måder repræsenterer den fint albummet. Midtvejs virker det nærmest som om nummeret går i stå, for så et øjeblik efter at eksplodere. Der er glimtvis syrerock, lidt syng-med kvaliteter og synkoperede rytmer, alt sammen kørt en tur gennem blenderen og tilsat en god portion vellyd af producer Tue Madsen. Man mærker arven fra Zeppelin og Black Sabbath i lige linje gennem Soundgarden og op til Franklin Zoo.
Albummet lukker og slukker med første singlen ”The Abandoned”, og her slipper forsanger Rasmus Revsbech endelig Chris Cornell spændetrøjen og lyder i glimt helt som sig selv. Det klæder ham. Primal-vokalen i flere af versene er så ikke lige min kop te, men pyt. Han har en stor vocal-range, og det skal man selvfølgelig flashe.
The Dandelion Child er et vidunderligt spraglet lydtæppe, der garneret med masser af grunge også kommer vidt omkring i andre genrer. Jeg savner lidt melodiøsitet i perioder, men er blæst bagover af den store musikalitet i de her gutter. Man bliver konstant overrasket og underholdt. Det er ikke alle numrene, jeg er lige vild med, men det samlede resultat kan de godt være stolte over. Giv Franklin Zoo et lyt. Det fortjener de. Den danske rock-arv er i gode hænder hos bands som dem.
The Dandelion Child udkommer 1. oktober 2021.
(5 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg