Aarhuskvintetten Malrun er tilbage med deres fjerde album og en ny forsanger, Nicklas Sonne. Vi er her forkælet med nogle rigtig dygtige musikere, der faldt i gryden med både prog-rock, trash og growling som børn. Og som en anden Obelix svinger de nu håndmadder ud til højre og venstre, måske uden helt at være klar over, hvor voldsomme de kan virke. For det er på alle måder en energisk og kraftfuld plade, de her har begået. Der smadres afsted på de to guitarer, og selvom flere af numrene kører i en langsom halvtakt, så løbes der maraton på trommepedalerne samtidig. I glimt er de afdæmpede og afslører her en utrolig flot nerve og følsomhed, men straks efter growles der igen med uformindsket styrke, inden vi får et flot omkvæd eller en galopperende guitarsolo.
Og lad mig bare indrømme det: det der growling har aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg er sikker på, at Nicklas Sonne udfører det til punkt og prikke, men jeg er klart mere fan af at høre ham synge rent og stærkt, hvad han heldigvis også gør ind imellem, fx på den flotte ”Yellow”. Han har faktisk en rigtig fed stemme. Ud over ham består Malrun af Mikkel Brauer-Johnsen på trommer, Mads Lind Ingeman og Patrick Nybroe begge på guitar og Ulrik Soelgaard-Nielsen på bas.
På åbningsnummeret ”King Of Madness”, der kom som single 18. juni, præsenteres vi for essensen af Malrun. Der er fuld hammer på og masser af gode idéer og energi. Men det virker næsten som en overdosis og man føler lidt, at de glemmer det gamle råd om at ”less is more”. Her er der fuld blæs på samtlige motorer, og det er der også på meget af albummet. Som prog-fan savner man lidt, at der gives plads til musikken og akkorderne. Her er det mere aggressivt end progressivt. Man behøver ikke hele tiden at høvle plektret så hurtigt hen over guitarstrengene, at de lyser som en glødepære af varmen. Det er fedt i perioder, men Malrun kan så meget mere, hvad de også viser i glimt. Hør fx bare omkvædet på ”Confinement”, der er fabelagtig flot.
På titelnummeret hører man også tydeligt de vokale kvaliteter, som bandet vitterligt har. Et iørefaldende omkvæd og en rigtig fed rytme. Her virker det som om, de docerer energien helt rigtigt og får nummeret til virkelig at løfte sig.
Pandemonium rummer rigtig gode sange, men den megen growling gør, at jeg næppe vender tilbage til albummet igen, og det er drøn ærgerligt, for der er flere super fede – og flotte - omkvæd og masser af sublim musikalitet på albummet. Det er nok det, der kaldes ”an aquired taste” på engelsk. Og man griber sig i at tænke, at uden dét element ville de appellere meget bredere, selvom det jo ikke i sig selv er en kvalitet.
Malrun er helt sin egen, og det, de gør, gør de godt! De fortjener på alle måder at komme så langt ud over rampen som muligt, så giv dem et lyt, og se, hvad du synes.
Pandemonium udkommer 8. oktober 2021 via Prime Collective.
(5 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg