Timechild er et Københavnsk band, der godt nok først blev dannet i 2020, men som består af rutinerede kræfter, nemlig sanger og guitarist Anders Folden Brink, Birk på guitar og kor, Daniel Bach på bas og kor og endelig Martin Haumann på trommer. And Yet It Moves er bandets debut, og her er virkelig tale om et band, der på alle måder sparker døren ind og lader os vide, at de er ankommet.
Albummet åbner med to tunge numre, titelnummeret ”And Yet It Moves” og ”This Too Will Pass”. Her er elementer af bade Black Sabbath og Led Zeppelin, men samtidig også et moderne lydlandskab, hvor de to guitarer fremstår knivskarpe. Især den tostemmige solo i titelnummeret lyder fabelagtig godt. Den flotte lyd kan også krediteres den allestedsnærværende Søren Andersen, der har produceret albummet på vanlig elegant vis.
”Haze Of Dawn” er up-tempo og det klæder bandet. Her er vi ovre i noget, der kunne lede tankerne hen på Deep Purple, inden ”Where I Now Belong” sender en tonstung prog-hilsen til bands som engelske Arena. Men på trods af disse referencer, så er Timechild helt sin egen. Flere steder lyder musikken nærmest episk og der er noget næsten majestætisk over vokalen. Der er prog-elementer, der er klassisk heavyrock og der er i glimt en tung, svingende blues, som fx i ”Children Of A Killing Sun”, der pludselig eksploderer i en herlig triolrytme omkring midtvejs, inden den igen falder tilbage i en tung 4/4 rytme. Det er velspillet og varieret, og man mærker et nærvær og en musikalsk nerve, som er helt unik.
På ”Shrapnel” hører vi, hvor godt bandet rent faktisk synger harmonier. Nummeret starter som en smuk ballade, der bygger langsomt op til en fejende flot guitarsolo. Det er på alle måder et nummer, der fortjener at udkomme som en single. Vi har alt for lidt af den slags musik i æteren.
”Choir Of Man” er fyldt med vilde breaks og trommerundgange, og i denne anmelders ører er det faktisk den eneste skæring på albummet, hvor nummeret aldrig for alvor kommer til at svinge. Vokalen er stadig fabelagtig, men det er som om, de vil lidt for meget her.
Heldigvis er ”Last Frontier” den diametrale modsætning og har et vildt fedt groove, som nærmest er uimodståeligt. Her hører man virkelig, hvor god en sanger Anders Folden Brink er, samtidig med at hele bandet faktisk shiner. Med hele to guitarer kunne det hele have endt med en musikalsk grødmur af distortion, men Timechild formår virkelig at få det bedste ud af dem. Den tostemmige solo er som en iskold fadøl på en varm sommerdag.
Albummet lukker og slukker med ”The Bite Of Frost”. En skæring, der starter som en Zeppelin-agtig ballade med smukke vokalharmonier, men undervejs ændrer stil og bliver næsten bidsk, inden den slutter af med en vanvittig flot guitarsolo, der ebber ud i smukt fingerspil akkompagneret af smukke vokalharmonier. Det er i denne anmelders ører albummets bedste nummer og det er ganske enkelt fabelagtigt.
Timechild er på alle måder et charmerende bekendtskab, der tydeligvis er fast forankret i rockhistorien, men samtidig er i stand til at føre arven videre på kreativ og inspirerende vis. De kan noget og de vil noget. Det er super forfriskende og på forunderlig vis et varieret og nyskabende album, der står på skuldrene af giganter. Giv And Yet It Moves et lyt. Du vil ikke blive skuffet.
And Yet It Moves udkommer 12. november 2021 via Mighty Music/Target Group.
(5 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg