Nye indlæg

TwentyDarkSeven - Catch A Fire

Skrevet af Calle
18-11-2021
TwentyDarkSeven er et tysk hard rock band, som blev dannet tilbage i 2013. Bandet består af Marcus Jürgens (vokal), Christoph Renner (bas), Marcel Bernhard (guitar) og Vitali Schogenov (trommer). Cartch A Fire er bandets tredje album. Jeg har tidligere anmeldt de to første albums ”Roar” fra 2014 og ”Momentum” fra 2017. Og begge albums lyd rigtig godt i mine ører. Derfor var jeg ret spændt på om det nye album levede op til mine forventninger. Det gjorde det!!

Bandet formår virkelig at skrue nogle gode sange sammen. Melodierne er virkelig catchy med sprøde riffs og fede hooklines. Sangene er godt opbygget og omkvædene er let genkendelige og man kan synge med på dem allerede efter de første par gennemlytninger. Musikken er inspireret af 80’er og 90’ernes hard rock, men samtidig tilsat en moderne sound. Man kan godt høre, at de har lyttet en del til bands som f.eks. Dokken, Skid Row, Ratt, Ozzy Osbourne og Black Label Society. Og så er jeg ret sikker på, at Marchel har lyttet meget til Zakk Wylde. Hans måde at spille guitaren på lyder meget i retning af Zakk’s.

Catch A Fire består af 11 sange. Og jeg synes faktisk at alle 11 sange har noget at byde på. Ingen af dem falder ved siden af. Der er en god power og energi i sangene og man bliver rocket godt igennem fra start til slut. Tempoet er overvejende højt og der findes ingen ”ballader” på albummet. Så det er efter min mening 45 minutters god underholdning. Hvis jeg skal fremhæve et par af sangene, så må det være ”One Light Burning” og ”Broken” samt ”Hypocrites And Parasites”. Sidst nævnte har været udgivet som single og der findes en musikvideo på Youtube.

Både musikken og vokalen er indspillet flere forskellige steder af flere forskellige folk og så er det efterfølgende blevet mastereret af Darius van Helfteren fra Amsterdam Mastering i Holland. Lyd og produktion fejler ikke noget og jeg synes bandet har en fed sound og musikken bliver spillet godt. Derudover har Marcus en rigtig fed rock vokal, som passer godt til genren.

Som nævnt længere oppe i anmeldelsen, så skuffede dette album bestemt ikke mine forventninger og jeg kan varmt anbefale enhver rockfan med hang til catchy sange med gode riffs, at tjekke albummet (og bandet) ud. Musikken er ikke nyskabende, men der er tale om en god omgang hard rock. Du vil ikke blive skuffet.
 
Catch A Fire udkommer 19. november 2021 via Metalapolis Records.
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com