Cat´s Got Your Tongue er 3. udspil fra amerikanske American Jetset. De kalder sig selv for efterkommerne af Sunset Strip-æra bands som Ratt, Dokken og White Lion, og der er bestemt også en duft af den amerikanske 80´er heavyscene over dem. Der mangler dog en del ingredienser i gryden, førend de helt kan løfte dén arv.
Bandet består af Ian Kaine MacGregor på guitar og vokal, Skinz Skinsacos på leadguitar, Kevin Harrington på bas og endelig Jeff Bradford på trommer.
Introen ”3AM Charm City” på 35 sekunder virker underligt malplaceret og man undrer sig lidt over, hvorfor den er med, for der er ikke meget stemningsskabende over den. Her burde bandet have læst på lektien og fx lyttet til ”In The Beginning” på Mötley Crües ”Shout At The Devil” album, hvis de virkelig ville sætte scenen for albummet. ”Bombs Away” har et meget fedt versstykke med en god energi, men omkvædet virker underligt uengageret. Og koret lyder simpelthen som et ølkor af værste skuffe.
Lidt bedre går det på titelnummeret ”Cat´s Got Your Tongue”. Her fornemmer man Dokken-inspirationen, uden guitaren dog når George Lynch til anklerne. Broen rummer et rimelig sejt guitar-riff, men omkvædet hænger som et drivanker efter de lovende takter i begyndelsen.
”Tokyo Radio” har et par gode guitar-riffs, men igen synges omkvædet med noget, der lyder som mangel på engagement. Jeg ved ikke, om det skal virke cool eller tilbagelænet. På denne anmelder lyder det mere som et band, der ikke helt ved, om de gider være der. Der trænger i den grad til at blive strammet op på både tempoet og energien – ikke mindst i vokalen. Og det er drøn ærgerligt, for nummeret har helt klart potentiale. På ”Falling Stars” har vi til gengæld tilløb til den klassiske hard-rock ballade i halvtakt. Omkvædet kan ikke helt bære den storladne optakt, men der er en ret fed guitarsolo midtvejs, som næsten redder nummeret. I længden bliver forsangerens drævende amerikanske dog irriterende at lytte til. Det bliver også tydeligt her, at hans vokals rækkevidde er temmelig begrænset.
”Save Somebody Else” er endnu et nummer, der egentlig har et par gode guitar-riffs, men som trækkes ned af et dødkedeligt omkvæd uden saft og kraft. Det lyder som om, de har studeret Dokkens akkorder, men helt har overset deres energi, kant og ikke mindst enorme backing-vokalarbejde.
”Unwanted” og ”Everafter” lukker og slukker et album, der egentlig har tilløb til gode ting, men som står tilbage som underligt uforløst. Det er som at høre et band, der tydeligvis har studeret stjernerne fra 80´er-scenen, men som helt har misset de væsentligste pointer. Her mangler festen, energien, glæden og originaliteten. ”Everafter” har endda det klassiske piano og brug af celloer, der burde løfte den op til klassiske heavy-ballade-højder, men det virker bare ikke helt ægte. Mere som en discountudgave af Ozzys ”Mama I´m Coming Home”.
Samlet set er Cat´s Got Your Tongue derfor et uforløst bekendtskab, med et band, der tydeligvis kender sin rockhistorie, men som ikke for alvor formår at hæve sig selv op til de højder. Når man ligefrem kalder sig arvtagerne fra Sunset Strip-æraen, så skal der altså noget mere til. Men giv American Jetset et lyt og se, hvad du selv synes.
Cat's Got Your Tongue udkom 5. maj 2022 via Big Curve Music.
(2 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg