Engelsk/danske The City Kids er på trapperne med deres andet album Filth. De kalder det selv en slags sleaze-rock eller ”Punk `n´ Roll”, og det dækker faktisk ganske godt den musikalske side af sagen. For det her er på en måde et album, der trækker lidt i to retninger. På den ene side er der masser af fede rock riffs og en virkelig god leadguitarist, der forstår at sparke gang i festen i alle numrene. Men samtidig er der en vokal, der i bedste fald er lidt intetsigende og i værste fald er decideret trættende at høre på efter 4-5 numre. Den kraftige engelske accent og Johnny Rotten-agtige vrængen bliver monoton og virker lidt gammeldags her i 2022, og det er drøn ærgerligt, for albummet har faktisk nogle ret gode skæringer. Det betyder at lydbilledet på den ene side virker moderne og med en smittende spilleglæde, der oser ud mellem tonerne, men på den anden side også har en 70´er punk-vibe, det altså virker en smule bedaget.
Produktionen er der ikke en finger at sætte på. Guitaren lyder fabelagtig, og maskinrummet med bas og trommer har en god bund. Vokalen er mixet ret langt tilbage i lydbilledet, og man fristes til at tænke, at det måske skyldes, at produceren godt var klar over, at her var det svageste led.
Kvartetten består af JJ Watt på vokal og guitar, Dennis Post ligeledes på vokal og guitar, Bert Button på vokal og bas og endelig Dave Sanders på vokal og trommer.
Titelnummeret ”Filth”, der åbner albummet, har en ret fed basgang og en grundrytme, der lover godt for resten af albummet. Desværre fader det hele lidt, når den spinkle vokal blander sig og vrænger ”your time has come” og ”What the hell is wrong with you”. Det virker ærlig talt lidt primitivt og uoriginalt. Og bedst som man er ved at afskrive sangen helt, ja så kommer der den fedeste guitarsolo ind og blæser det hele op i et højere luftlag. På den vis er dette nummer som et billede på hele albummet. Rigtig fed musik, der flår i rocksjælen på enhver med ører og hjerte – og så falder det hele lidt fra hinanden, når vokalen kommer på og forstyrrer.
”Alone” har et medrivende guitarriff, der både er iørefaldende, og her er melodistemmen i verset faktisk også ret fed. Her fungerer det hele, og man tilgiver at vokalen er langt væk i lydbilledet. Og det samme gør sig gældende for flere af de andre numre på albummet. På ”Something Faster” er der fx et smittende guitartema, der bærer nummeret igennem, selvom det kan virke lidt tilbagelænet. Den fantastiske solo i midten af nummeret binder det hele sammen, og der er lidt ørehænger over omkvædet.
”Ghost” lyder lidt som om Kurt Cobain er blevet gravet op og bedt om at pippe lidt med i verset, men kun indtil vi når omkvædet. Så går der syng-med i den, men det hele virker lidt for forudsigeligt i opbygningen. Toneskiftene direkte på taktslagene har det med at gøre det lidt stift og statisk, og der er ærgerligt, for der er bestemt kvaliteter i nummeret.
På ”Yesterday”, der lukker og slukker albummet, bliver det tydeligt, at den spinkle vokal ikke rigtig kan hamle op med den sprudlende musik-mur, som resten af bandet præsterer. Det lyder som om JJ Watt kæmper som en druknende i høj sø for at få sin stemme til at fylde, men det bliver ved forsøget.
Filth er på mange måder et lyt værd, om ikke andet så for den gode musik. Der er numre her, som det er svært at sidde stille til, men som samlet værk halter det desværre en del. Der er gode idéer og dygtige musikere, men alligevel lykkes det ikke rigtigt at folde potentialet ud. Dertil er den anonyme vokal for vigtig en ingrediens. Men giv dem et lyt og se, hvad du selv synes. Det fortjener de bestemt.
Filth udkommer 25. november 2022 via Very Fried Artists.
(3 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg