Calling Your Name er franske Scariffs debutalbum. Albummet består af 11 skæringer, der spænder ret bredt over klassiske heavy metal-dyder og mere moderne metal genretræk. Der synges på engelsk, men den franske accent har det med at snige sig ind flere steder, hvilket ikke ligefrem pynter.
Åbningsnummeret ”Eyes Wide Open” er typisk moderne metal komplet med klaverintro og omkvæd i dobbelttakt med iørefaldende vokal. Der er klare syng-med kvaliteter her, uden at der er gået på kompromis med rocken.
”Raising Hell” er et up-tempo nummer, der generelt svinger ganske godt. Omkvædet er catchy, og man griber sig selv i at sidde og vippe med på rytmen med foden. Så går det en del langsommere på balladen ”Drown”, hvor man både kan høre, at sangeren faktisk kan synge, men også hvor melodiske Scariff egentlig er. Og hvis man er en lyd-aficionado, så er stortrommelyden her virkelig en lækkerbisken. Den er så dyb og tung, at den kan give Lars Ulrich våde drømme. Måden klaveret/keyboardet bruges sammen med koret på er desuden en ren nydelse.
På ”Bittersweet Memories” er der elementer, der minder lidt om Dream Theater. Her halter vokalen dog lidt, og man fornemmer for første gang, at det engelske sprog trods alt ikke ligger så naturligt på sangerens tunge. Der er en lige lovlig tyk fransk accent flere steder, og det virker lidt forstyrrende. Til gengæld får trommeslageren lov til at shine med nogle vilde rytmer og breaks. Omkvædet har noget storladent over sig, men løfter sig ikke for alvor på trods af den massive brug af strygere her.
”Carry On” lyder lidt som vores egne Silvera, men vokalen kan dog ikke helt leve op til dén sammenligning. Musikalsk svinger det og Scariff skal have points for variationen i nummeret, men der mangler lige det der ekstra, der gør, at de kan skille sig ud fra mængden og blive et band, man husker. Det samme gør sig gældende for ”Voices”, hvor der ellers både brøles/growles og skiftes rytme adskillige gange.
”A Cold Day In Hell” er en lille perle af en popsang, tilsat distortionguitar og fede rytmer. Her er det især trommeslageren og leadguitaristen, der gør sig positivt bemærket. ”Anthem” og ”The Beast Inside” er til gengæld hurtig glemte. Her virker det som om, inspirationen har svigtet lidt. Så går det bedre med ”Blinded Heart”, der svinger og har noget storladent over sig. Var den blevet sunget af Sharon den Adel fra Within Temptation eller måske Amy Lee fra Evanescense, ja så havde den været et hit.
Albummet lukker og slukker med ”Nightmare”, der har en flot stryger-åbning, komplet med kæmpe kor, inden den eksploderer i dobbelttakt og desværre ender med at blive lidt for ordinær. Det bliver decideret rædselsfuldt når en spinkel barnestemme begynder at snakke og sige ”Daddy . . .” med tyk fransk accent.
Calling Your Name er et varieret album, der rummer flere gode ting, men som også halter lidt især på vokalen. Det er utvivlsomt nogle hammer dygtige musikere, og flere af numrene er virkelig godt skruet sammen. Der er masser at komme efter, hvis du er til fede trommer eller ekvilibristisk guitarlir, men helhedsindtrykket er alligevel lidt ujævnt. Men giv Scariff et lyt og vurder selv, hvad du synes.
Calling Your Name udkom 24. juni 2022 via bandets eget label.
(4 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg