Nye indlæg

Michael Catton - Point Of No Return

Skrevet af Calle
29-10-2023
Den tidligere Tainted Lady sanger Michael Catton udkommer snart med sit første, og forhåbentlig ikke sidste, solo album. Det har fået titlen Point Of No Return. Efter at have lyttet til de første par singleudspil, der er udkommet som en forsmag på albummet, så var jeg meget spændt på at lytte til hele albummet. For de første par singler ”Ready For The Takin’”, ”Armageddon Again”, ”Livin’ Lovin’” og ”Brother” ramte lige ned i min forkærlighed for 80’er inspireret rock og bragte gode minder frem.

Michael er født i 90’erne, men blev i sine teenageår hooked på energien og attituden der var i den rock, som udkom i 80’erne. Nogle af inspirationskilderne tæller bl.a. Van Halen, Dio, Whitesnake og Aerosmith. Personligt var jeg selv teenager i slut 80’erne og lyttede MEGET til de nævnte bands og mange andre bands indenfor den genre.

Sangene på Point Of No Return er blevet til i samarbejde med guitarist og producer Søren Andersen samt Michaels bror Chris Catton, som til dagligt er forsanger i bandet Boys From Heaven. Sangskrivningen og melodierne er i top og indfanger lytteren i et fast greb. Jeg vil mene, at de fleste rockelskere vil kunne lide disse sange. Udover at være medsangskriver, så levere Chris også backing vokal og keyboard på albummet. De resterende musikere er Allan Tschicaja på trommer og Michael Gersdorff på bas. De udgør 2/3 dele af Søren Andersens Guilty Pleasure Trio. Så man må sige det er nogle super gode folk der leverer deres musikalske kundskaber på dette album. Og Michaels stemme passer perfekt til musik indenfor denne genre. Derudover er albummet super lækkert produceret.

Der er en tilpas alsidighed og adspredelse på albummet og det bliver på intet tidspunkt kedeligt eller ensformigt. Der er de ”hårde” rockere, som f.eks. ”Lights Out” og ovennævnte ”Armageddon Again” samt den Van Halen inspirerede ”Gas On The Fire”. Og så er der de mere stille sange som ”Brother”, der er en af de mest personlige sange Michael har skrevet, samt en af mine personlige favoritter ”Never Say Goodbye”. Begge sange er super lækre rock ballader. En anden sang jeg vil fremhæve på albummet, er åbningsnummeret ”Faith”, som allerede fangede mit 80’er rock hjerte ved første gennemlytning. Når alt det er sagt, så er der efter min mening ingen dårlige sange på albummet. De sidder lige i skabet. Melodierne er catchy og fængende og omkvædene er mindeværdige. Hvad mere kan man ønske sig?

Så er du til sprøde rock sange og smukke ballader og kan du lide musik, som bringer dine minder tilbage til 80’ernes hard rock, så går du ikke galt i byen med dette album. Som skrevet i starten af denne anmeldelse, så håber jeg der kommer flere albums fra Michael Catton. Jeg er i hvert fald fan!!!
 
point Of No Return udkommer 10. november 2023 via Mighty Music.
 
 (6 ud af 6)
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com