Nye indlæg

Pushing Daisy - Reflections

Skrevet af Calle
01-04-2024
For over 10 år siden, nærmere betegnet i 2012, anmeldte jeg Pushing Daisys EP ”Everlasting”. En EP jeg synes ret godt om. Nu siger kalenderen 2024 og bandet har udgivet deres første fuld længde album, som har fået titlen Reflections.

Bandet er fra København og blev officielt dannet i 2007. Medlemmerne tæller Roelof Witmans (sang og guitar), Christian Ebert (trommer), Daniel Kejlberg (bas), Troels Hadberg (guitar) og Michael Larsen (guitar).

Reflections er indspillet, produceret og mixet bandets eget studie – Yellow Metro Studio, som ligger i hjertet af København. Det er bandets to egne medlemmer Roelof og Christian, som har stået for det. Og så har de fået et yderligere professionelt touch af Brian Mørk med hensyn til mastering.

Pushing Daisy spiller moderne hard rock med kraftig inspiration fra 90’ernes grunge. Jeg synes bandet har en ret international sound.

Albummet ligger ud med de to hårdtslående sange “Shove Your Love og “Selling Truth”. Begge to nogle ret gode og catchy sange. Sidst nævnte udkom også som single inden albummet. Herefter sættes tempoet ned i sangen “I Am The Sun”. I hvert fald I første halvdel af sangen. Og det fortsætter i “Hate Me Break Me”, som også er et downtempo nummer. En af mine favoritter på albummet, som også har været ude som single. På albummets næste sang “One Way River” sættes tempoet op igen. Dette nummer er ikke det mest mindeværdige på albummet hvis du spørger mig. Men dermed ikke sagt, at det er et dårligt nummer. Efter endnu en rocker, så sættes tempoet igen ned på de to næste sange “See You Again” og “Scared Of Light”. Sidst nævnte har et fængede omkvæd og en god guitarsolo hen imod slutningen af sangen. Næste sang “Higher” er endnu et singleudspil, som også hører til blandt mine favoritter. En catchy sang med en god melodi og fedt guitarspil. Næstsidste sang er “Landfill Skies”. Et uptempo nummer, som ikke helt fanger mig på samme måde som flere af de andre sange. Albummet afsluttes med den helt stille “Little Woman”. Her sættes tempoet for alvor ned, og det er en fin måde at slutte albummet på

Generelt er der en god adspredelse og variation på dette album og bandet viser, at de både kan spille den hårde rock og de mere downtempo numre. Og jeg synes begge ting fungerer rigtig godt for dem. Albummet er samtidig velproduceret. Derudover bliver musikken spillet godt og Roelof’s vokal passer godt til bandets stil.

Så alt i alt synes jeg det er et rigtig godt album bandet har kreeret og indspillet. Og er du fan af moderne grunge-inspireret rock, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud.
 
Reflections udkom 1. marts 2024.
 
 (5 ud af 6)
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com