Danske Wasted er ude med deres femte album, som har fået titlen… tadaaa… Five 😊. Albummet landede 28/3-2025
Historikere kan fortælle om en svunden tid, hvor musik var for sarte ører, og skulle spilles meget lavt, men så opstod en genre kaldet heavy metal, og på den danske metalscene opstod ”Wasted”. Wasted er, så vidt anekdoterne fortæller, Danmarks allerførste heavymetal band, og de er saftsusme stadig RIGTIG meget i live.
Jeg har været så absurd heldig, at få små rå-indspilninger tilsendt fra forsanger Michael Sonne, undervejs i processen for albummet. Dvs. at jeg hørte noget af albummet allerede for et år siden, og det har været sjovt at følge med. Tak for det.
Åbningsnummeret er ”Welcome to the Dark”, og da jeg hørte det første gang var jeg bare blown away af den energi som Wasted lægger for dagen. Det sparker så meget røv, og indeholder præcis den energi og nerve, som ”rigtig” heavy metal skal. Og dermed ikke sagt, at der kun findes én slags heavy metal, men med Wasted, er vi altså bare skåret ind til benet, og får selve grundstammen af det, som det handler om; Energi, nerve, åbenlys passion og fandenivoldskhed….
Jeg kan ikke undgå at tænke en smule i politiske baner, sådan som verden ser ud lige nu, når jeg hører skæring 2 ”Distorted Deceivers”. Måske lægger jeg noget i det, som ikke er der, men i mine ører er dette nummer en ”hyldest” til alle de tåber, som vi har siddende på alverdens topposter fordelt rundt i verden. Uanset budskabet i teksten, så er nummeret hamrende fedt, og det er svært at slippe det igen. Jeg tænker at hele skiven kommer til at køre på repeat her på kontoret, i bilen, i stuen og alle vegne de næste 14 dages tid. Så må jeg se om jeg rammer et mæthedspunkt på et tidspunkt.
Wasted kalder også sig selv for ”Mørkemændene”, og det underbygger mange af deres tekster helt tydeligt. Jeg elsker f.eks. titlen på skæring 5 ”Spooky Dookie”. Det er et slangudtryk, og betyder: At gå på toilet for at skide, med al lys slukket. Det skal være bælgravende mørkt, og så må man jo se om man rammer rigtigt.. Spooky…!
Albummet lukkes med en nedtonet version af ”Distorted Deceivers”, bare kaldet ”Distorted”. Fin lille sløjfe at runde af med. På Distorted er der gæstevokal af Sofia Schmidt
Hele albummet buldrer af fede guitar riffs og bragende trommerytmer. Melodierne er super godt skruet sammen, teksterne er finurlige, underholdende og tankevækkende. Det kan godt være at Wasted har i omegnen af 45 år på bagen, men det kan man altså ikke høre. Det er her er god gammel vin på meget nye flasker, og for en gammel rocker som mig, så falder det lige på et tørt sted.
Wasted er: Michael Sonne (vokal), Thomas Pede (guitar), Jimi Hansen (guitar), C. Jepsen (bas) og Alex Mars (trommer).
Jeg giver ”Five” en High-Five og dertil 6 ud af 6 kranier, for rigtig god underholdning, og lang og tro tjeneste i Heavy Metal’ens navn.
Five udkom 28. marts.
(6 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg