Det jyske rockband Malfunction udgav i 2014 deres debutalbum ”The Debt We All Must Pay”. Bandet spillede hard-rock, med gode melodier og solide riffs. De nåede dog aldrig at slå igennem på den store scene og i 2017 valgte de at lægge bandet i graven – og starte på en frisk. Det nye bandnavn blev Silvera og arbejdet på nyt materiale gik i gang.
Silvera består af Michael Krogh på vokal, Simon Krabbesmark på guitar, Rasmus Lindegård Hovde på bas og Jens Gade på trommer. Under det nye navn, spiller de fortsat melodisk hard rock, med fokus på fede riffs og fængede omkvæd. Deres musik er blevet beskrevet som en blanding af amerikansk radio-rock med et skandinavisk islæt. Bandet har netop udgivet deres debutalbum Edge Of The World som består af 11 numre, med en samlet spilletid på 44 minutter. Jacob Hansen har produceret albummet og det er allerede et kæmpe kvalitetsstempel. Jacob er kendt for hans arbejde med bl.a. Dizzy Mizz Lizzy og Volbeat – og lyden er altid knivskarp, når han er involveret.
Albummet starter med ”Alive”, hvilket er et stærkt åbningsnummer. Den indeholder power, energi, et godt omkvæd og en lille lækker guitarsolo – rigtig god start! Det næste nummer ”Something Else” kickstartes af et formidabelt riff – måske det bedste riff på pladen. Den er tung, groovy og lyder som noget man kan finde på et Alter Bridge album. I det hele taget må jeg bare sige at Simon Krabbesmark er Danmarks svar på Mark Tremonti. Alter Bridge er mit personlige favoritband og Mark Tremonti er en af mine yndlingsguitarister. Jeg fornemmer rigtig meget inspiration fra ham på denne plade – og det er vidunderligt at lytte til.
Titelnummeret ”Edge Of The World” var den første smagsprøve man fik fra Silvera tilbage i 2018 og den giver også en rigtig god indikation på hvad bandet kan. Det er en af de blødere numre på pladen – selvom den stadig indeholder slagkraft. På dette nummer må jeg fremhæve forsanger Michael Krogh, som virkelig lyder fantastisk her. Den lidt blødere musik, gør at hans stemme bliver fremhævet mere. Han har en utrolig god stemme, med en fantastisk klang – en stemme, der er skræddersyet til melodisk hard-rock.
Tempoet bliver skruet op på ”No Air”, der har et omkvæd, jeg har haft på hjernen, siden nummeret udkom som single i sidste måned. På ”Everything We Are” er den canadiske sangerinde Kobra Paige fra bandet Kobra and The Lotus med på gæstevokal – og fremfører en duet sammen med Michael Krogh – et virkelig godt scoop af det danske band og det fungerer utroligt godt. Deres stemmer fungerer rigtig fint sammen og det giver lige et frisk pust, med en kvindelig vokal.
”Generation Z”, ”Light In Life” og “The Reckoning” er 3 fede rock-numre, som alle har været udgivet som singler. Hvis man kigger på Spotify-streams er ”Light In Life” gået hen og blevet bandets største hit med over 600.000 streams – og det er også et virkelig catchy og velskrevet nummer.
”Filling The Void” er en powerballade, med et dejligt melodisk omkvæd. ”On My Feet” er det nummer, der skiller sig mest ud musikalsk. Når jeg lytter til den første halvdel af nummeret, sendes mine tanker tilbage til det gamle danske band Surfact – det er et godt nummer og dejligt med lidt variation. Flere har sammenlignet Silvera med Volbeat – og på albummets sidste nummer ”Promise” kan man godt høre hvorfor. Det lyder som et nummer, der sagtens kunne være skrevet af Michael Poulsen og Co. Det er fart over feltet, et godt omkvæd og pladen slutter, som den startede – med masser af power.
Silvera har leveret et fremragende debutalbum. Jeg kan faktisk ikke umiddelbart huske hvornår jeg sidst har hørt så stærk debutplade fra et dansk rockband. Efter første gennemlytning, havde jeg en fornemmelse af at jeg havde lyttet til et ”Greatest Hits” album fra et etableret rockband – for alle sange har kæmpe hitpotentiale. Nogle kritikere vil måske mene der mangler noget originalitet og at lyden til tider er for tæt på bandets inspirationskilder, men jeg synes de gør tilstrækkeligt for at sætte deres eget præg på musikken og derved danne deres egen identitet.
Alle 4 bandmedlemmer kan deres håndværk til UG. Jeg har allerede rost Michael og Simon – men der skal også gives et skulderklap til Rasmus og Jens, som har totalt styr på rytmesektionen. Lyden på albummet er naturligvis helt i top med Jacob Hansen som producer og i det hele taget har jeg svært ved at kritisere særlig meget ved denne udgivelse.
Det er musik som har potentiale til at ramme bredt og bandet har allerede opnået flot succes, når man kigger på streamingtal. I februar kunne de annoncere at de allerede havde rundet 1 million streams på Spotify – og på daværende tidspunkt havde de kun udgivet 4 sange. Efter min mening fortjener de endnu større succes og det krydser jeg fingre for at dette album giver dem. Hvis man er fan af bands som Alter Bridge, Volbeat, Shinedown og Nickelback, så må man simpelthen ikke gå glip af dette album.
Edge Of The World udkom 16. oktober 2020 via Mighty Music/Target Group.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg