Jeg havde rimelig store forventninger til Death & Forever, som er andet udspil fra danske Stella Blackrose. Jeg var ret imponeret over bandets debut ”Kiss The Dirt” fra 2010 og albummet fik også en fin anmeldelse af Dianna her på siden. Nu, efter en del gennemlyt, er jeg faktisk en lille smule skuffet, for jeg synes ikke helt det nye album lever op til debuten. Måske skyldes det lidt at bandet har skiftet en smule. Hvor debuten var mere bluesbaseret hard rock, så er det nye album mere tungt og dystert, hvilket sikkert er det udtryk bandet har ønsket. Det fungerer bare ikke helt på samme måde for mig. Jeg savner sange i stil med ”Beautiful Thing Called Rock” og ”Break Me”, som er mine favoritter på ”Kiss The Dirt”. Dermed ikke sagt, at de skulle skrive de samme sange en gang til, men bare sange i samme stil.
Nå alt det er sagt, så kan man ikke komme uden om, at bandet spiller rigtig godt og Rebecca Lou Armstrong har en fantastisk stemme. Hun er efter min mening en af de bedste kvindelige rock-stemmer herhjemme. Så musikalsk set fejler albummet bestemt ikke noget og mange vil sikkert finde dette album bedre end forgængeren. Men debuten fangede altså min personlige smag bedre.
Mine favorit sange på Death & Forever er den hardrockende ”Guts”, som har en fed guitar solo og er knap så tung og dyster som de andre sange, ”Vultures Pt. 2”, som var første single fra albummet og sidst men ikke mindst ”Mad Sky”, som er en lidt mere down-tempo sang med en god melodi. Overordnet set er sangene ikke dårlige og bandet har skrevet nogle fængende melodier. Dog kan albummet har en lille tendens til at blive en smule ensformig.
Jeg ser stadigvæk Stella Blackrose som et af de nye store håb på den danske rock scene og med to gode albums i bagagen, så tror jeg nok de skal nå langt, også i udlandet, hvis bare de får det rette break. Er du til moderne rock i den lidt mere dystre og tunge ende og kan du lide en god kvindevokal, så vil dette album helt sikkert være noget for dig.
Death & Forever udkom 7. maj via Target Records
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg