Snakecharmer udgiver deres første album Snakecharmer 25 januar 2013 på Frontiers Records.
Snakecharmer er en erfaren flok rock musikere bestående af Micky Moody (tidligere Whitesnake - guitar/slide guitar og sang), Neil Murray (tidligere Whitesnake - bas), Laurie Wisefield (guitar og sang), Harry James (trommer og sang), Adam Wakeman (Ozzy, Black Sabbath – keyboard og sang) og Chris Ousey (sang).
Om det er Blues-rock eller rocket blues er ikke til at sige, men stilen er tilbagelænet.
Nu skal man jo ikke nødvendigvis sammenligne hver gang man hører noget nyt, men det er svært når hovedkræfterne i Snakecharmer kommer fra det legendariske Whitesnake, som jeg altid har været STOR fan af. Det er muligt at der stadig er lidt Whitesnake tilbage i drengene, men der er også lidt Thin Lizzy og Great White inde over.
Første nummer ”My Angel” er et udmærket nummer med en dejlig guitar, og et kort Thin Lizzy inspireret intermezzo. Herfra sker der ikke rigtig det helt store. Det er nogle fine små numre, uden det helt store spræld i. Fra tid til anden dukker der små perler op, hvor jeg lige bliver revet med i 5-10 sekunder, men så forsvinder magien ligesom igen.
Hvor gerne jeg end ville, kræfterne taget i betragtning, så kan jeg kun skrue mig op til at blive moderat begejstret for det jeg har hørt af Snakecharmer. Det er ikke en dårlig skive, men den er bare en smule intetsigende, så den får 3 ud 6.
Snakecharmer udkommer 25. januar via Frontiers Records.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg