Nye indlæg

Accept - Blind Rage

Skrevet af Peter Letting
27-08-2014
Gode gamle Accept (det kan man vist godt tillade sig at kalde dem), har udgivet nyt album med titlen Blind Rage. Albummet var i handlen fra 18 august. Hvilket heavy-hoved af samme årgang som mig, har ikke skamlyttet ”Balls to the Wall”, ”Metalheart”, ”Fast As A Shark”, ”Princess of the Dawn”, eller et af de andre utallige og udødelige numre fra deres monster lange karriere, som kan spores så langt tilbage som til 1968, og med udgivelse af første album i 1979. Accept har i den grad været i blandt den håndfuld af bands, som har haft en kæmpe indflydelse på nutidens power – og speed metal. Det er ikke så underligt, at jeg synes Accept har eksisteret ”altid”…

Accept har igennem tiderne haft diverse udskiftninger i besætningen, men på deres seneste album ser den således ud: Mark Tornillo - vokal, Wolf Hoffmann - guitar, Herman Frank – guitar, Peter Baltes – bas og Stefan Scwarzmann - trommer

Det er altid spændende når der kommer nyt fra velkendte bands. Det er aldrig helt til at vide, om de har valgt at køre samme stil som vi fans kender, eller om de vælger at sadle om til nye og anderledes stilarter. Jeg har nu hørt Blind Rage nogle gange, og jeg synes Accept har bibeholdt den velkendte lyd og stil, så selvom materialet er nyt, kan man sagtens genkende Accept.

Første nummer ”Stampede” lægger godt fra land i et hurtigt tempo. Nummeret er godt skruet sammen, har et fængende chorus, og super guitar riffs, som straks sætter sig fast i hukommelsen. Nummeret har været ude på diverse medier et stykke tid inden selve udgivelsen, og jeg vil sige at det var en fornuftig ”teaser”. Nummeret må være mit klare favorit nummer på skiven Nummer 5 ”Trail of Tears” er ligeledes et up-tempo nummer i bedste power metal stil, men ellers bølger numrene lidt frem og tilbage imellem de mere stille og dem med fart på. Det klæder egentlig Accept at have denne her afveksling i tempo og rytme, og det giver albummet tilpas med nuance til at det aldrig bliver kedeligt.

Jeg kan godt lide den måde som guitar stykkerne er sat sammen på. Der er de klassiske harmonier imellem de 2 guitarer, og naturligvis de enkelte soloer. Men Accept har på en måde deres helt egen stil, når det kommer til guitar. Soloerne er spillet i et så tilpas tempo at det ikke bliver forceret, eller én lang ræsen op og ned af skalaer. Det er følt guitar spil, uden det bliver trivielt eller underspillet, og så har Accept de helt typiske klassiske strofer indblandet, og det er jeg helt vild med.

Jeg kan kun anbefale enhver heavy metal fan at lytte til Blind Rage, og så vil jeg personligt blot lytte videre og glæde mig til de sparker deres Europa turne i gang med koncerten i Amager Bio 19 september. En stor 5’er ud af 6 herfra.
 
Blind Rage udkom 18. august via Nuclear Blast. 

   (5 ud af 6)

Besøg Accept på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com