Nye indlæg

Midnight Sin - Sex First

Skrevet af Peter Letting
21-11-2014
Italienske Midnight Sin har udgivet deres debut album Sex First. Albummet var på gaden 13. oktober 2014. Da jeg så titlen på albummet tænkte jeg, at enten bliver det super svedigt, eller også falder det til jorden.

Jeg vil sige så meget, at nu har jeg hørt albummet et par gange, og der er sq ikke det helt store at komme efter. Stilen er ”Sleaze Rock” eller ”Glam Metal”, men efter min mening lidt for meget til AOR segmentet. Hvis jeg skal være flink, kan jeg måske spore lidt inspiration fra Def Leppard, men det er næsten synd for Def Leppard.

Det er jo ikke fordi musikken er dårlig, den er bare lidt kedelig. Jeg synes jeg har hørt det hele før, og der er ikke rigtig nogen overraskelser. Der SKAL nødvendigvis heller ikke være nogle overraskelser, men så skal der til gengæld være en nerve der brænder igennem, og den finder jeg ikke.

Bandet består af Albert Fish på vokal, LeStar på lead guitar, Maurice Flee på rytme guitar, Acey Guns på bas og Dany Rake på trommer.

Måske er det bare ikke min dag i dag, men det meste ved dette band irriterer mig faktisk. De påtagede kunstner navne, den italienske accent på den engelske sang, og det gennemgående kedelige tema. Der er ikke rigtig noget ved denne produktion der rykker i mig, og min umiddelbare holdning er, at det kunne anvendes som baggrundsmusik i Kvickly, på sådan en mørk og kedelig vinter fredag.
 
Det eneste nummer som jeg synes træder en smule ved siden af den kedsommelige række af numre er nummer 7 ”Rise & Yell”, men det ene nummer kan desværre ikke løfte min begejstring for hele skiven som helhed.
Jeg må skrabe bunden med sølle 2½ ud af 6 for bedriften
 
Sex First udkom 13. oktober via Bakerteam Records.
 
(2½ ud af 6)
 
Besøg Midnight Sin på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com