Nye indlæg

Maxxwell – Tabula Rasa

Skrevet af Calle
01-12-2014
For snart 4 år siden anmeldte jeg schweiziske Maxxwell’s andet album ”All In”. Dengang var jeg ret begejstret. Imellem tiden har bandet fået ny sanger, så det var med stor spænding jeg satte dette album på første gang. Nu har jeg lyttet albummet igennem flere gange og lad det være sagt med det samme – jeg er også rigtig begejstret for dette album og ikke mindst bandets nye sanger Gilberto Meléndez. Han lever fuldt ud op til den tidligere sanger Nobi Suppiger. Dog er Gilberto’s stemme mindre ”hæs”. Udover Gilberto består bandet af Hef Häfliger (lead guitar), Cyril Montavon (guitar), Oli Häller (trommer) og Kusi Durrer (bas).

Tabula Rasa består af 12 velskrevne sange, hvor melodierne er yderst fængende. Og så er jeg især ret imponeret over det gode guitararbejde der bliver leveret. Der er mange fede riffs og guitarsoloerne sidder lige i skabet. Resten af musikken bliver også leveret af nogle yderst kompetente musikkere og som sagt er Gilberto’s vokal også i top.

De 12 sange er godt varieret og der er blevet plads til både up-tempo og down-tempo sange. Så man bliver på intet tidspunkt træt af at lytte til albummet. Af up-tempo numre kan jeg bl.a. fremhæve ”On Your Face”, ”Fuck It!” og ”Man Of Steel”. I den mere stille ende vil jeg gerne fremhæve første singlen ”Gone Forever” samt ”Never Let You Go” og afslutningsnummeret ”Run Or Hide”. Sidst nævnte kommer dog meget op i tempo i selve omkvædet. Den eneste af de 12 sange som skiller sig væsentligt ud er ”Backstabber”. Dette er fordi bandet har gæstevokal fra rapperen Polemikk fra det schweiziske hip hop band Nefew.

Alt er alt er det 12 rigtig gode sange Maxxwell har fået skruet sammen og jeg kan derfor varmt anbefale dette album til folk med hang til energisk og powerfuld hard rock, med gode melodier, fede riffs og solide guitar soloer. Skal jeg sammenligne Maxxwell med andre europæiske bands, så kan jeg da nævne bands som f.eks. Miracle Master (med Oliver Weers), Gotthard, Twenty Dark Seven og Bangalore Choir. Tjek Maxxwell ud og giv Tabula Rasa et lyt!!!!
 
 
Tabula Rasa udkom 3. oktober via Fastball Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Maxxwell på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com