Man kan vel ikke sige at jeg har ”fulgt” Pretty Maids igennem de sidste 30 år, men jeg var da med fra starten med ”Red, Hot and Heavy”, og de har da haft en fast plads på min pladetallerken i mange år. Til gengæld er det aldrig lykkedes mig at se dem live, og det er en stor fejl fra min side, det ved jeg godt. Jeg har været meget tæt på et par gange de sidste par år, og jeg havde da også opdaget at de skulle optræde i Amager Bio 4 dec. Men så skete miraklet, og Chainfist blev annonceret som ”support” til koncerten, og så var min billet købt. 2 SÅ FEDE bands på samme aften, var bare et ”Must-See”.
Jeg havde den absolut store fornøjelse, at anmelde Pretty Maids album ”Motherland” fra 2013, hvilket jeg mener er det album hvor Pretty Maids genopfinder sig selv, og det er i sig selv en fantastisk præstation efter 30 år. Det er et super fedt album, med nogle sublime numre imellem. Oveni hatten har jeg sørme også været så privilegeret at få lov til at anmelde Chainfist seneste album ”Scarred”, hvilket jeg til dato mener må være ”Årets metal udgivelse 2014” i DK. Pyha, jeg kan da næsten ikke få vejret i bare begejstring inden aftenens koncert. Bring it on, guys……
Jeg har altid været stor tilhænger af bands som ikke er super kendte endnu. Det er enormt fedt at man inden koncerten lige kan få en sludder og få taget et selfie med guitaristen, Michael Kopietz i merch shoppen. Det er skide hyggeligt.
Men tiden kom, og Chainfist kom på scenen. Jeg havde lidt på fornemmelsen at starten var en smule nervøs, men det gjorde bare oplevelsen endnu mere autentisk og levende. Jeg fik et eksemplar af set-listen, og på nær et enkelt nummer ”Free Me”, så var alle numre fra det nye album ”Scarred”, som jeg efterhånden har slidt op, så mange gange har jeg hørt det og skrålet med. Så stemmebåndet blev ikke sparet fra min side, og der blev head-banget i stor stil til de tunge riffs, og mange temposkift. Sættet bestod i alt af 11 numre, hvilket vil sige HELE det nye album. Sådan, lige hvad vi kom efter.
Der er så meget dynamik og drive i den musik som Chainfist leverer, så man slet ikke kan stå stille. En gut ved siden af mig kendte ikke Chainfist inden koncerten, men efterfølgende var han helt oppe at ringe, og MÅTTE eje deres album. Han sagde noget i stil med ”Det er jo som at høre Metallica, dengang de var nystartet, og stadig lavede fede numre…”. Jeg kan jo kun give ham ret, og det er bestemt ikke sidste gang jeg møder op til en Chainfist koncert.
Men aftenens hovednavn var jo Pretty Maids, og jeg må nok starte med en undskyldning overfor Pretty Maids, for at være lidt af en rookie, i deres ellers så lange karriere. Det er altså ikke helt den samme intense og medrivende oplevelse, hvis man ikke kender numrene. Sorry. My bad….Det skal så siges at jeg trods alt kendte nogle stykker. Bl.a. deres julesang ”In Santa’s Claws”, som man jo ikke kommer udenom, hvis man har bare en lille smule rock i blodet. Men de spillede da også ”Mother of All Lies”, ”Back to Back” og ”We Came to Rock”. Specielt Back to Back gik da rent ind hos mig. Tak for den…
Til anledningen havde Pretty Maids inviteret en special guest star i skikkelse af Søren Andersen, som gav den MAX gas på 4-5 numre. Det var en dejlig lille julegave til publikum.
Pretty Maids har jo både den hårde side og den bløde side, og de 2 går jo pænt hånd i hånd. Jeg synes Pretty Maids har en fed sound, og et lækkert lyd univers og man må give dem, at når de rykker på de tunge numre, SÅ rykker de HELT frem i bussen. Specielt bemærkede jeg hvor dybt og gennemtrængende bassen hamrede på et af de sidste numre inden pausen. Helt fantastisk.
Pretty Maids er bare et super sammensat og sammenspillet hold, med god vokal, fedt guitar lir, en trommeslager i den absolut hårdtslående ende af skalaen, lækkert og veltilpasset keyboard og ikke mindst en heftig bas på bunden.
Der kan vist ikke herske tvivl om at det var en FED aften i Amager Bio, og derfor skal der da heller ikke spares på roserne herfra til de 2 bands. 6 ud af 6 for den tur, og så rigtig GOD JUL.
Besøg Pretty Maids på Facebook her og Chainfist på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg