Nye indlæg

Adastra - Deadlock

Skrevet af Lasse Skytte
03-06-2015
Metalbandet Adastra kommer fra Helsinki i Finland. De spiller heavy metal af den gamle skole, med inspirationskilder som Iron Maiden, Judas Priest og Black Sabbath. Deres fjerde album Deadlock er netop blevet udgivet. Bandet består af 5 medlemmer og der er lavet en enkelt udskiftning i bandet i forhold til deres tre tidligere albums. Teemu Kurki er ny guitarist, men han har faktisk tidligere været en del af bandet i perioden 2001-2002, men forlod gruppen inden debutpladen blev lavet i 2007.

Jeg kendte ikke selv bandet, før jeg fik tilsendt en kopi af Deadlock. Af hvad jeg kan se på nettet, er de også forholdsvis ukendte med godt 600 likes på deres Facebook-profil.

Albummet starter med sangen ”Only Live At Night”, som er det korteste nummer på pladen på godt 3 minutter. De spilder hele ikke tiden og leverer en uptempo-metalrocker som ikke er særlig kompleks, men der i mod simpel, hurtig og heavy. Adastra er blevet mere melodiøse på denne plade end de tidligere har været og det ser jeg som en positiv ting. Det kommer til udtryk i sange som ”Forever Yours”, ”The Day I Die” og ”I’ll Be There For You”. Sangen ”Amnesia” har en mere trashmetal-lyd, men den sang siger mig ikke så meget, da jeg synes den fremstår anonymt og mangler kreativitet.

Min største udfordring med Adastra er deres forsanger Ville Siikamäki, som leverer en lys nasal vokal, som jeg har lidt svært ved at vende mig til. Jeg synes der er flere sange på pladen, hvor stemmen ikke går så godt i spænd med musikken. Det skal dog siges at han er en dygtig vokalist, som kan meget med hans stemme – stilen er dog ikke lige mig, men det er en smagssag. Bandet indeholder to guitarister og de leverer adskillige gode soloer over hele pladen. Gennemsnitslængden på albummets sange er på ca. 6 minutter og det betyder at de tager sig tid til nogle længere instumentale dele, som jeg synes fungere godt. Her kan sangen ”Bring Me Back On Track” fremhæves, som har halvanden minuts guitarsolo. Det er desuden en sang som skifter fint mellem melodiske passager og kraftfulde passager med aggresiv distortion.

Den sang på pladen som skiller sig mest ud er ”As I Close My Eyes” som er en akustisk sang, hvor sangerinden Wilma Vartiainen leverer gæstevokal. Det er den første akustiske sang i bandets diskografi og samtidig også første gang de har en kvindelig sanger med på et nummer. Jeg synes det fungerer rigtig godt og det er efter min mening den bedste vokalpræstation på pladen fra Ville Siikamäki. Jeg synes den slags musik klæder hans stemme bedre, end når de spiller powermetal. Albummet lukker med sangen ”Freeman” som er den mest progressive sang på skiven. Det er også pladens længste sang, på godt 8 minutter. Sangen følger ikke en bestemt struktur, men byder på forskellige stemninger og en masse guitarlir.

Adastra er et band der lyder meget, som de bands de er inspireret af og det er ikke helt ved siden af at kalde dem en skandinavisk udgave af Iron Maiden. Jeg savner lidt at de prøver at skabe deres egen lyd, frem for at gå i forbilledernes fodspor. Pladen ”Deadlock” indeholder godt heavy metal materiale, men niveauet er desværre lidt for svingende. Jeg savner sange hvor alt smelter sammen og det hele går op i en højere enhed. Jeg tror ikke der kommer til at være mange sange fra ”Deadlock” i mine playlister fremover, men er man fan af oldschool heavy metal, kan man roligt give pladen et lyt.
 
Deadlock udkom 18. maj.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Adastra på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com