|
|
|
St. Prostitute, Breaking Benjamin + koncert i Tap 1Skrevet af Calle 29-06-2015 Nu er det et par dage siden jeg sidst har skrevet et blog indlæg. Og hvad har jeg så lyttet til i den sidste tid? Jo jeg har bl.a. lyttet til en del ældre albums fra ZZ Top, Gary Moore, Deep Purple og John Mellemcamp. En sød kollega har foræret mig alle sine CD’er og deriblandt var der lidt god rock og blues. Nogle ting havde jeg i forvejen, men der var også ting som har fundet vej til min private samling. De ting jeg havde i forvejen er blevet sat til salg på min webshop (heriblandt også en del techno og dance musik, som jeg dog ikke har i min samling).
Derudover har jeg lyttet en del på det kommende St. Prostitue album ”Glorified”. Albummet udkommer via Mighty Music/Target Group den 7. august. Jeg har fået albummet tilsendt med henblik på anmeldelse, så følg med på siden i den kommende tid, hvor jeg vil skrive min mening om albummet. Jeg har fulgt bandet siden de hed L.A. Prostitutes og jeg har besøgt dem i studiet et par gange og set dem live en del gange. Bl.a. en super koncert på Plænen i Tivoli, hvor de var opvarmning for Pretty Maids. Dengang fik jeg taget nogle gode billeder (synes jeg selv) og de kan ses via dette link.
Et andet nyt album jeg har lyttet til et par gange, er det nye album fra amerikanske Breaking Benjamin. Et helt udmærket album, som lægger sig godt i forlængelse af deres forrige albums. Jeg har alle deres fire tidligere studiealbums ”Saturate” fra 2002, ”We Are Not Alone” fra 2004, ”Phobia” fra 2006 og ”Dear Agony” fra 2009. Og jeg kan klart anbefale at man tjekker dem ud. For dem der ikke kender dem, så kan jeg sige at de spiller moderne amerikansk rock.
I den forgangene uge har jeg også købt billet til koncerten med Five Finger Death Punch og Papa Roach, som finder sted i Tap 1 den 6. november. Udover de to bands kommer også det lidt mindre kendte band Devil You Know (billedet) og varmer op. Dette band består af medlemmer og tidl. medlemmer fra bands som All Shall Perish, Killswitch Engage, Fear Factory og Bleeding Through. Bandet har udgivet et album med titlen ”The Beauty Of Destruction”. Det udkom i 2014. Dette er helt klart en koncert for enhver metal fan. Billetter til koncerten kan bl.a. købes via dette link.
|
|
|
|
|
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg