Min konklusion efter dette møde med Burntfield er, at Finland ligger inde med musikalsk talent, som ikke før er blevet opdaget. Burntfield har her bygget en lækker, flot, rocket, stille, smuk, underlig, groovy, forvirrende E.P.
Man kan undre sig over, hvordan man kan lave en EP med blot fire numre, der samtidig byder ind med så mange tillægsord. Men det kan man bla ved at have skiftende forsangere. Skiftende stilarter hjælper til, og ja. Modet til at gøre det, og vise at man ikke er bange for at gå forskellige veje.
Første rille, "Deal with It", er en dejlig rocket og groolvy sag, Her hører vi den første af de tre vokalister, og han omsværmes af veltrimmet backing vokal, som slår streg under miseren på en formidabel måde. Rytmesektionen er lige til, og de er ikke bedre end smange andre. De er bare gode til det de gør.
Sang 2, "How Lucky", er til os der nyder at smække ryggen ned på sofaen, lukke øjnene og lade musikken sive ind under huden. Der er ikke meget fest over sangen, men den er velkomponeret og lyduniverset er ret godt. Man skal lige vænne sig til denne sanger, som til tider lyder som om, at det vist nok er lige en tand for stille. Jovist, gør han det godt, men jeg fornemmer, at han helt klart foretrækker noget med noget mere skrald på. Præcist i denne sang lyder han lidt som en rocksanger, der er pålagt restriktioner af en Melodi Grand Prix komit og det er lidt skammeligt hvis min forestilling om, hvad han oprigtigt gerne vil med stemmen, holder stik.
Tredje skæring, "Q&A", beviser hvad disse fire Helsinkianere kan med deres sang performance. Igen er der tale om en stille sektion i et forunderligt univers, hvor koncentration og sofa i samarbejde med hinanden, påkalder min opmærksomhed, for dette lydbillede skal opleves i den lange position uden forstyrrende elementer til at forvirre sanserne. Hvor er det smukt. Og hvor er de dygtige. Og hvor er den sang lang. 8 minutters lukkede øjne i musikkens navn er nok til, at man falder hen i en trance, og det er ret fantastisk.
"Under the Dome" slutter ballet af, og det er en ret dejlig sang igen. Men, og men skal der være. Der er skiftet forsanger, og jeg kan ikke falde for hans accent. Her er der ingen tvivl om, at manden har startet livet på finsk. Det i sig selv er fint nok, men det forstyrrer oplevelsen i denne ellers fine sang.
Indrømmet, det er blevet bedre for ørene efter at sangen har kørt nogle gange, og man er tilvænnet. Men det gavner ikke sangen. I alt er det en ret fin EP, som ikke revolutionerer. Men den ødelægger heller intet, og man kan sagtens nyde helheden uden at ende med søvnløse nætter. Jeg sender 3 stjerner til Helsinki.
Cold Heat (EP) udkom den 5. august.
Besøg Burntfield på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg