Elandor er et tysk goth/dark rock band, som blev dannet i 2008. Bandet består af Markus Kühnel (vokal), Daniel Hawranke (guitar), Jan Ulzhöfer (trommer/synthesizers), Steffen Wust (bas) og Indra Süss (violin). Loveless Mind er Elandor’s tredje album, men det er mit første bekendtskab med bandet.
Albummet består af 13 numre og stilen er som sagt goth/dark rock. Overordnet set er tempoet i den mere stille og melankolske ende af skalaen, men der er blevet plads til et par lidt hurtigere numre. Lyt f.eks. til ”Rising Fear”, som er et af mine favorit numre på albummet. Et andet nummer der er at finde blandt mine favoritter er den stille sang ”Her Song”. Her går violinen tydeligt igennem og kommer dermed til sin fulde ret. Det samme gør sig gældende i den tysksprogede sang ”Ohne Dich”. Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk det er et ret kedeligt og ensformigt album. Derudover er der samtidig lidt for meget synthesizers til min personlige smag. Et par af sangene går lidt for meget i den elektroniske retning.
Loveless Mind er på sin vis udmærket skruet sammen og produktionsmæssigt fungerer det også ret godt, men sangene er der efter min mening ikke helt. Det er bandets sanger Markus der har stået for at optage, producere og mixe albummet. Bandet spiller helt okay, men jeg er ikke ovenud imponeret over vokalen. Den er lidt for ”tam”.
Er du, modsat undertegnet, til dark rock med en god portion elektroniske elementer, så bør du måske tjekke Elandor ud. Hvis ikke, så kan du roligt lade være. Jeg er i hvert fald ikke blevet fan.
Loveless Mind udkom 30. oktober via Echozone.
Besøg Elandor på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg