Soulimage er et tysk band, som består af Robert Eberl (vokal, sangskriver og komponist), Stefan Siegl (keyboards og vokal), Burbn Rabenherz (guitar), Jürgen Igl (bas) og Luck Willecke (trommer). Frontmand Robert var oprindelig et en-mands elektro projekt, men har på dette album samlet nogle musikkere og prøver så lykken indenfor synth-rock genren. The Whole Universe er dermed bandets debut album.
Lad mig starte med at sige, at jeg aldrig har lyttet specielt meget til synth-rock og det er der måske en grund til. Stilen er simpelthen langt fra den rock jeg er mest til og jeg synes ofte musikken er en anelse for kedeligt. Og i tilfældet Soulimage, så er deres album gabende kedeligt i mine ører. Albummets tretten sange smelter sammen i en stor masse og lyder meget monotont og jeg kan ikke adskille det ene nummer fra det andet. Det skulle måske lige være synth-balladen ”Raining Blood”. I kraft af at det er en ballade, så er tempoet sat endnu mere ned. Jeg har meget svært ved at fremhæve enkelte numre, men skulle jeg nævne et enkelt eller to, så må det være ”Angel Heart” og ”Isolation”.
Selve produktionen på The Whole Universe fungerer udmærket. Det er bandets keyboard spiller der er nævnt som producer og samtidig har han stået for mixing og mastering. Han har gjort et godt stykke arbejde.
Som rock og metal fan ligger dette album en pæn længde fra det jeg normalt hører og da jeg samtidig synes sangene, melodierne og vokalen er decideret kedelige, så kan jeg ikke give dette album top karakter. Er du normalt til synth-rock, så kan du godt tjekke albummet ud. Jeg tror dog du også vil finde det en anelse for kedeligt. For mig er det et album der vil gå hurtigt i glemmebogen. Umiddelbart tror jeg ikke The Whole Universe nogensinde vil finde vej til min cd-afspiller igen.
The Whole Universe udkom 20.majl via Echozone.
Besøg Soulimage på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg