Københavnske Panda Cash er ude med deres tredje EP, som de har givet titlen Heatseeker. Bandet, som blev dannet tilbage i 2011, består af Mads Mundt (vocals & guitar), Markus Drag (bas), Thomas Lund (lead guitar) og Troels Siggaard (trommer). Jeg anmeldte bandets anden EP ”Cheap Tricks” for ca. halvandet år siden. Dengang synes jeg, at bandets sange var gode, men at de manglede lidt i forhold til produktionen og derudover synes jeg vokalen skulle være lidt stærkere. Derfor var jeg lidt spændt på at give deres nye EP et lyt.
Heatseeker består af 3 sange, nemlig ”Pissed Lover!”, ”Heatseeker” og ”Sarcasm Acts”. Sidst nævnte er efter min mening den stærkeste af de tre sange. Det er den sang der har den bedste melodi og er mest iørefaldende. Åbningsnummeret er det ”hårdeste” af de tre sange, hvor afslutningsnummeret er det mest down tempo. Stilen er stadigvæk alternativ post-punk med en vis portion indie-rock. Og så fornemmer man også lidt ska-inspiration titelnummeret. Bandets inspirationskilder tæller bl.a. Queens Of The Stone Age og Arctioc Monkeys og derudover synes jeg også jeg kan høre lidt The Clash i bandets musik.
Bandet har selv stået for indspilning, mixing, mastering og produktion. Jeg synes stadigvæk godt lyden kunne være bedre. Men når det nu er en DIY EP, så er det som det nu engang er. Men alt i alt er det tre udemærkede sange Panda Cash har indspillet. Jeg synes dog stadigvæk de mangler lidt for virkelig at få mig helt op og ringe.
Er du frisk på at lytte til lidt ny musik og lyder genren spændende på dig, så giv bandet et lyt. EP’en er tilgængelig på diverse streamingtjenester og på bandets hjemmeside.
Heatseeker (EP) udkommer den 1. juli.
Besøg Panda Cash på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg