Justify Rebellion er et dansk metal band, som kommer fra Slagelse. Bandet består af Lukas Tautenberg (guitar/vokal), Stephen Torpe Andersen (guitar), Nikolaj Madsen (bas) og Nikolaj Ersbøll Ross (trommer). Unleasing The Beast er bandets debut album.
Bandet spiller en blanding af 80’er inspireret heavy metal og thrash metal. Inspirationskilderne tæller da også bands som f.eks. Metallica, Volbeat, Slipknot, Black Sabbath, Slayer og Iron Maiden. Især de to først nævnte bands høres tydeligt i bandets musik. For Metallica’s vedkommende er det deres sound fra slut 80’erne og start 90’erne.
Musikken spilles med en god power og energi og melodierne er godt skruet sammen. I kraft af de gode melodier, så synes jeg at albummets 11 numre er ret fængende. Samtidig spiller bandet godt og Lukas’ vokal passer fint til stilen. Bandet har da også arbejdet længe på albummet, da de allerede startede de første indspilninger tilbage i 2015. Herefter har de finpudset sangene for at få den helt rette lyd og det helt rigtige udtryk. Slutresultatet er efter min mening rigtig godt.
Som sagt består Unleasing The Beast af 11 numre, hvor det første nummer ”Animal” er et instrumental nummer. Det starter albummet på en god måde og giver lytteren lyst til at høre mere. Herefter følger 10 metal sange, hvor tempoet er rimelig varieret. Der er både passager med fræsende guitarer, hvor tempoet er højt og energien er stor, men der er også flere steder hvor rytmen er mere tung og tilbagelænet. Alt i alt synes jeg det er 11 gode numre bandet har indspillet og skal jeg fremhæve et par af dem, som pleaser mine øregange mest, så må det være ”Ancient Pharaoh”, ”The Bloodcurdling Wail”, ”Relentless War” og ”Devil’s Bride”. Sidst nævnte udsendte bandet allerede en video til tilbage i 2016 (se den via dette link).
Unleasing The Beast er indspillet i CB Studios i samarbdje med producer Christian Bonde Sørensen (også kendt som forsanger i Whores and Thieves). Lyd og produktion er som den skal være.
Justify Rebellion er helt sikkert et band man skal holde øje med i fremtiden. Jeg tror de har ramt en lyd og stil, som vil ramme den brede del af metal publikummet derude. Jeg vil helt sikkert finde albummet frem igen og igen. Giv bandet et lyt. Jeg kan i hvert fald klart anbefale dem.
Unleasing The Beast udkommer 19. januar via Mighty Music/Target Group.
Besøg Justify Rebellion på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg