Nye indlæg

Michael Romeo - War Of The Worlds // Pt. 1

Skrevet af Calle
17-08-2018
Michael Romeo er en kendt guitarist og sangskriver indenfor den progressive metal og han er manden bag det amerikanske band Symphony X. Et band fra New Jersey, som har eksisteret siden 1994 og har udgivet otte studie albums. Romeo udgav en demo EP med titlen ”The Dark Chapter” tilbage i 1994, men War Of The Worlds // Pt. 1 er hans første solo album. Udover ham selv på guitar og keyboard, så består bandet af John Macaluso (Yngwie Malmsteen, TNT m.fl) på trommer, Rick Castellano på vokal og John ”JD” DeServio (Black Label Society, Pride & Glory m.fl.) på bas. Sidst nævnte gik i high school med Romeo og de havde længe snakket om at lave noget sammen.

Udover Romeo’s kærlighed for metal, gode melodier, riffs og decideret guitar shredding, så er han også inspireret en del af film musik (bl.a. Bernard Hermann og John Williams). Det høres tydeligt flere steder på albummet, men især i det instrumentale indledningsnummer ”Introduction”. Herefter følger ”Fear The Unknown”, som sagtens kunne være en sang man kunne finde på et Symphony X album.

Næste sang er ”Black”, som var første singleudspil fra albummet. En rigtig god sang at bruge, da man får et meget godt indtryk af hvad Romeo vil med dette album. Den starter ud med orkestermusik for derefter at gå hen i progressiv metal. Sangen har et godt omkvæd og et instrumentalt mellemstykke, hvor der er blevet plads til en af Romeo’s fede soloer. Helt klart et af mine favoritnumre på albummet.

Det kan man derimod ikke sige om den næste sang ”Fu**ing Robots”. Her gør Romeo brug af dubstep elementer, som ikke er noget der falder i min personlige smag. Nogle vil sikkert finde det fedt, men bare ikke mig. Herefter kommer sangen ”Djinn”, som til gengæld er endnu en af mine favoritter. En tilpas varieret sang, som er ret heavy men alligevel meget melodisk. Den har igen et fedt mellemstykke med gode soloer og samtidig er der også en passage, der lyder meget orientalsk inspireret.

Skæring syv, som samtidig er albummets længste nummer, er ”Believe”. Denne sang kan vel betegnes som albummets ballade, da det er den sang der er mest nede i tempo. Den efterfølges så af albummets nok hurtigste sang ”Differences”, som har et hurtigt riff og en af albummets bedste soloer.

”War Machine” er et kort instrumentalt nummer, hvor der igen er flere passager, som er meget inspireret af film musik. Jeg kunne sagtens høre denne sang i en eller anden sci-fi film.
 
Næstsidste sang er ”Oblivion”, som er en sang med god power og en god melodi. Ikke albummets bedste sang, men ej heller dårlig på nogen måde. Albummet afsluttes med den meget varierede sang ”Constellations”. Her er der igen både brugt passager med orkester, men samtidig også en rimelig heavy melodi.

Alt i alt et rigtig fedt og alsidigt album, men god variation og yderst godt musikalsk arbejde. Michael kan uden tvivl spille guitar og så skriver han nogle fængende melodier. Derudover er albummet super godt produceret.

Jeg skal ærligt indrømme at progressiv metal ikke er den genre jeg lytter mest til, men jeg har da to Symphony X cd’er (og andet progressiv metal) stående hjemme i samlingen. De bliver sat på engang imellem og det her album vil helt sikkert også finde vej til min afspiller i fremtiden. Giv albummet et lyt !!!

Som en lille bonus info kan det nævnes at Pt. 2 stort set allerede er færdigindspillet. Ifølge Romeo selv, så mangler der bare lidt vokal og nogle soloer hist og her. Jeg venter i spænding.
 
War Of The Worlds // P. 1 udkom 27. juli via Music Theories Recordings/ Mascot Label Group.
 
(5 ud af 6)
 
Besøg Michael Romeo på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg