Nye indlæg

Crobot - Motherbrain

Skrevet af Calle
15-09-2019
Hvorfor har jeg ikke opdaget Crobot noget før? Motherbrain er bandets fjerde album, men det første på Mascot Records. Lad det være sagt med det samme – jeg er meget glad for dette album. Efter at have lyttet til det nogle gange blev jeg nød til at tjekke deres tidligere udgivelser ud. De er også rigtig gode, men det nye album er klart min favorit udgivelse fra bandet. Bandet blev dannet i Pottsville, Pennsylvania i 2011 af Brandon Yeagley (vokal) og Chris Bishop (guitar). Derudover er det Dan Ryan på trommer. Jeg ved ikke hvem der spiller bas på albummet, men når bandet er på tour er det James Lascu og Eddie Collins, som deles om opgaven.

Bandet spiller stoner-relateret rock kombineret med noget southern rock og post-grunge. Inspirationskilderne tæller da også bands som Clutch, Wolfmother, Stone Temple Pilots, Soundgarden, Queens of the Stone Age, Kyuss, Black Sabbath og Eagles of Death Metal.

”Burn”, som er åbningsnummeret på Motherbrain, er skrevet i samarbejde med Brian Vodinh fra 10 Years. Det er et fedt nummer at lægge ud med og albummet skydes i den grad godt i gang. Herefter følger sangen ”Keep Me Down”, som var anden singleudspil fra albummet. Denne sang hører helt klart til blandt mine favoritter. Andre af mine favoritter er ”Gasoline”, ”Blackout” og første singlen ”Low Life”. Sidst nævnte er et super fedt nummer og efter min mening en rigtig ørehænger. Sangen er skrevet sammen med producer og sangskriver Johnny Andrews, som tidligere har skrevet sange (og hits) for/med bands som Three Days Grace, Halestorm, All That Remains og Buckcherry. Generelt synes jeg alle sangene har nogle gode melodier og for de flestes tilfælde er de også ret catchy. Der er fede hooklines og sprøde riffs spredt ud over hele albummet.

Motherbrain er produceret af Corey Lowery, som udover at være producer også har spillet guitar i bl.a. Seether, Stuck Mojo, Dark New Day og Stereomud. Det lyder som om bandet har haft et rigtig godt samarbejde med Corey og det virker som om han har fået det bedste frem i dem. Der er en enorm fed energi og groove i sangene. Lyd og produktion er i top.

Jeg kan helt klart anbefale enhver rock fan at tjekke dette album ud. Og kendte du, modsat undertegnet, bandet og deres tidligere udgivelser i forvejen, så er de efter min mening rykket et stort skridt videre med dette album.
 
Motherbrain udkom 23. august via Mascot Records/Mascot Label Group.
 
(5 ud af 6)
 
Besøg Crobot på Facebook her

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com