Da jeg modtog denne promo cd med King Solomon Hicks var min første tanke. Der her er en af de mange blues musikere, der har været i gamet i mange år, og som jeg ikke har hørt om. Den betragtning lavede jeg ud fra navnet på musikeren samt coveret. Men der tog jeg fejl. King Solomon Hicks er kun 24 år og Harlem er hans andet album. Hans første album” Carrying On The Torch Of The Blues” udkom i 2015.
Hicks er vokset op i New York bydelen Harlem og han fik sin første guitar som 6 årig og startede samtidig på guitarundervisning. Allerede som 13-årig stod han på scenen i det legendariske spillested Cotton Club i New York, hvor hans mor flere gange havde taget ham med hen for at opleve musik live. Det var også her han hentede sin første musikalske inspiration indenfor blues, jazz soul og R’n’B.
Man kan godt høre, at Hicks har spillet guitar siden han var 6 år gammel. Derudover har han en rigtig god stemme, som passer godt til genren. Og selvom inspirationen er hentet tilbage i tiden, så formår han alligevel at finde sin egen stil. Og det er med hovedvægt på bluesen.
Harlem består af 11 numre, hvor der både er egne kompositioner samt fortolkninger af andres sange. Af coversange kan der bl.a. nævnes: Sonny Boy Williamson’s ”Help Me”, Gary Wrights ”Love Is Alive”, som Hicks har lavet instrumental, samt ”Love You More Than You’ll Ever Know”, der oprindeligt blev skrevet af Al Kooper og indspillet af Blood, Sweat & Tears. Hicks’ version har fået en lidt mere latin-agtig feeling. Alle tre gode versioner (jeg måtte lige finde de oprindelige sange igen og give dem et lyt).
Albummet indeholder også et par andre instrumentale numre, som ”Riverside Drive” og ”421 South Main”. Sidst nævnte hører til blandt mine favoritter. Derudover vil fremhæve sange som ”What The Devil Loves” og åbningsnummeret ”I’d Rather Be Blind” samt ”Every Day I Have The Blues”. En sang der blev skrevet af Aaron og Milton Sparks tilbage i 1935 og bl.a. indspillet af B.B. King og Count Basie Orchestra med Joe Williams i 1950’erne. Men generelt er der kvalitet i samtlige numre på albummet. Man sidder tilbage med en dejlig følelse, når sidste strofe er rindet ud.
Albummet er produceret af den Grammy Award-vindende Kirk Yano, der tidligere har arbejdet med bl.a. Mariah Carey, Miles Davis og Public Enemy. Det er også ham der har samlet folkene omkring Hicks og de består af musikere fra Soulive, Lettuce og Jack White’s band samt Hank William Jr’s band. Derudover også Roger Earl fra Foghat/Savoy Brown. Han spiller trommer på sangen ”What The Devil Loves”. Valget af musikere er efter min mening godt og alle levere et flot stykke arbejde. Også produktionen sidder lige i skabet.
Jeg tror helt sikkert King Solomon Hicks kan få sig en god karriere indenfor musikken. Og han har da også allerede varmet op for, spillet sammen med, og delt scene med en del prominente navne. Her kan bl.a. nævnes Jeff Beck, Ringo Star, George Thorogood, Beth Hart og Tony Bennet. Derudover har han spillet på KISS-cruise V og Joe Bonamassa’s Blues Alive at Sea Cruise. Personligt vil jeg da holde et vågent øje til denne unge mand. Tjek ham ud.
Harlem udkom 13. marts 2020 via Mascot Label Group/Provogue.