Danske The KillerHertz er ude med 4 numre på en EP, som de kalder for Innocent Sinners.
Livet som musik anmelder er nogle gange bare en dans på roser. For eksempel når der lander ny dansk rock i indbakken, og denne gang fra danske The Killerhertz.
Jeg startede måske nok bagfra på de 4 sange, og lagde ud med deres genindspilning af det gamle nummer ”Kom Tilbage Nu”. Det er jo meget sjovt at tage de gamle danske ”klassikere” op, og peppe dem med lidt ekstra guitar, og nogle heftigere trommer, og hvem kender ikke det gamle nummer med Danseorkestret, som i The KillerHertz version lige får et ekstra løft.
Jeg kan godt lide The KillerHertz lyd, vokalen er dejlig bestemt og rå på de rigtige steder, guitar riffs og harmonier sidder lige i skabet, og rytmesektionen lægger en upåklagelig fast bund.
The KillerHertz kommer fra Kastrup og tæller 4 medlemmer, nemlig: Thomas Trold på Vokal og guitar, Kent KillerHertz på trommer, Jonas Roxx på guitar samt Jakob Nielsen på bas.
Nummeret "III Addictive Romance" kan godt minde mig lidt om noget gammelt Journey, og det er bestemt sagt med kærlighed i stemmen. Et lækkert poppet rock nummer, som går lige i danseskoene.
Det tredje nummer "Foodchain Victim" fortsætter i samme lækre stil, og er bare et rigtigt lækkert rock nummer.
Men mit øre spidsede VIRKELIG til, da jeg nåede til skattekisten for enden af regnbuen. "Innocent Sinners" nummeret har jeg allerede hørt 50 gange. Hold da nu helt kæft hvor det bare spiller. Helt igennem fantastisk lækkert nummer, som jeg bare ikke kan få nok af. Super lækre breaks, melodi og flow, og så kommer der det fedeste instrumental break i midten af nummeret. Det er bare sådan nogle øjeblikke der gør livet som anmelder værd at leve.
Sjovt også at se at de 4 sange er Mixed and Mastered by Niklas Sonne.
Jeg synes de 4 sange på denne EP indeholder så meget musikalitet og Uniqueness, at det kun kan udløse en topkarakter. Jeg er sq begejstret.
Innocent Sinners udkommer 29. maj 2020 via NoiseGatesRecords.