|
|
|
Thirteen Stars - Finest Ramshackle JamSkrevet af Calle 02-09-2020 Thirteen Stars er et rockband fra Cumbria i det nordvestlige England. Bandet blev dannet i 2009 og består i dag af Hoss Thompson (vokal/guitar), Jax Sedwick (guitar), Andrew Bates (trommer) og Steve Revier (bas). Finest Ramshackle Jam er så vidt jeg har kunne finde ud af bandets femte fuld længde album. Bandet betegner selv deres stil som southern rock ’n’ roll med en snært af blues og country. Det vil jeg give dem ret i. Inspirationskilderne tæller bl.a. Bad Company, Free, Black Stone Cherry, King Crimson, The Eagles og The Band. Personligt synes jeg især bandet minder om The Quireboys, men også en smule The Black Crowes og Blackberry Smoke. Så hvis du kombinerer disse bands, så får du en god ide om, hvor vi befinder os genremæssigt. Bandet er, trods mere end 10 år på musikscenen, et nyt bekendtskab for mig. Og det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om stilen, tvært imod. Men der er mange bands derude, som jeg ville ønske jeg havde kendt lidt før. Dette er også tilfældet med Thirteen Stars. De skriver nogle catchy sange med gode melodier og fængende guitar riffs. Der er ikke så meget fancy pancy over deres musik, men bare lige ud af landevejen god rock. Musikken bliver spillet godt og vokalen er rå og hæs og passer godt til genren. Dette er nok også en af grundende til, at jeg sammenligner bandet med The Quireboys. Finest Ramshackle Jam består af 15 sange og har en varighed på godt og vel en time. De sange jeg vil fremhæve på albummet er ”Mint Jelly”, ”Keep Calm And Carry On” og især ”Running So Long”. Og så synes jeg også ret godt om albummets mest "heavy" nummer ”Razor’s Edge”, hvor bandet virkelig giver den gas i de først halvandet minut af sangen. Men overordnet set synes jeg alle sangene passer godt sammen og ingen sange falder ved siden af. Jeg er i hvert fald blevet godt underholdt, når jeg har lyttet til albummet. Albummet er indspillet i Axis Studios i Doncaster og det er produceret af Matt Ellis sammen med bandets sanger. Herefter er det blevet masteret i Abbey Road Studios af Geoff Pesche. Jeg synes albummet har en god lyd. Så er du til en god omgang velspillet rockmusik med en southern feeling, så synes jeg du skal tjekke dette album ud. Personligt vil jeg tjekke op på bandets tidligere udgivelser og se om de også falder i min smag.
Finest Ramshackle Jam udkom den 19. juni 2020 via Rock People Music.
|
|
|
|
|
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg