Nye indlæg

Ink - Bullet Holes & Spray Paint Motives (EP)

Skrevet af Calle
09-01-2021
Ink er et københavnsk band, som har eksisteret i 5-6 år. Det består af fire unge mænd, som mødte hinanden i en ungdomsklub, hvor de fandt sammen fordi de alle havde en forkærlighed for autentisk håndspillet rockmusik. Bandet er Lucas Kantner Ring (vokal og rytmeguitar), Hans Christian Filtenborg Tvedskov (bas), Emil Dam (trommer) og Mads Hilker (guitar).

Bullet Holes & Spray Paint Motives er bandets debut EP. Stilen er alternativ melodisk rock og der er både up-tempo rock og de mere stille, ”dystre” og mørke passager på EP’en. Det giver en meget god afveksling i sangene. Bandet virker meget gennemførte i deres stil og der er en god energi i musikken. Jeg kan godt forestille mig, at de kommer godt udover scenekanten når de spiller live. Indtil videre har det vist nok kun været mindre scener bandet har optrådt på, men de nåede til semifinalen til Emergenza Festivalen i 2020, som desværre blev aflyst pga. en vis epidemi vi helst ikke snakker om.

Selvom jeg synes sangene er tilpas afvekslende, så skulle der alligevel et par gennemlyt til, før jeg fandt frem til mine favoritter blandt de 6 sange, som EP’en består af. De sange jeg vil fremhæve, er det rockede nummer ”Around The Sun” og singleudspillet ”Sifting”. Men der er ikke nogen dårlige sange på Bullet Holes & Spray Paint Motives.

Musikken bliver leveret godt og Lucas’ vokal passer godt til stilen, selvom jeg lige skulle vænne mig til hans måde at synge på. Derudover virker bandet tight og sammenspilet.

EP’en er indspillet og produceret hos Mørkværk, som er et studie der ligger tæt på Aarhus. Jeg synes lyd og produktion er som den skal være. Så vidt jeg kan se, så har Mørkværk en del erfaring med at producere musik indenfor denne genre, så valget på at samarbejde med dem, har været den helt rigtige.

Er du til alternativ rock med gode melodier og et band der har noget på hjertet, så synes jeg du skal tjekke Ink ud.
 
Bullet Holes & Spray Paint Motives udkom 18. december 2020.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com