Nye indlæg

Electric Boys - Ups!de Down

03-02-2021
Svenske Electric Boys´ 7. album Ups!de Down” er et festfyrværkeri af genrer. Stilmæssigt stritter det lidt i alle retninger; der er lidt heavy, lidt funk, lidt rock, lidt folk, lidt spoken word og en kraftig dosis 60er eller 70er psykedelia.

Bandet, der debuterede helt tilbage i 1989 med “Funk-O-Metal Carpet Ride”, består i dag af Conny Bloom på vokal og guitar, `Slim´ Martin Thomander ligeledes på guitar, Andy Christell på bas og Niclas Sigevall på trommer. Sidstnævnte var dog strandet i L.A. pga. covid-19 pandemien, så han kunne ikke deltage på albummet. I stedet blev Jolle Atlagic hyret til indspilningerne. Bloom og Christell har i øvrigt begge en fortid i det legendariske finske band, Hanoi Rocks.

Åbningsnummeret ”Upside Down Theme” er et over 7 minutter langt instrumentalt nummer, der i denne anmelders ører er omkring 3 minutter for langt. Her var jeg lige ved at miste interessen, for det blev simpelthen for kedeligt at høre på. Og så var der alligevel lige pludselig noget, der fangede opmærksomheden. En kant, et overraskende skifte i stil og tempo, der afslørede en dybere mening med galskaben.

Albummet er overordnet set utrolig varieret, og derfor er der også lidt for enhver smag. ”She Never Turns Around” er fx en smagfuld ballade, der appellerer bredt og ”It´s Not The End” har et swag, der leder tankerne hen på engelske Suede i deres storhedstid. Jo mere man lytter, jo mere bliver man overbevist om de svenske charmetroldes kvaliteter. Det svinger sgu´, det her.

På trods af den lidt skæve åbning på albummet, så er den samlede vurdering af albummet positiv. Generelt holder de fleste numre, og man føler sig ganske enkelt godt underholdt hele vejen. Pladen er lidt af en genrehybrid med et strejf af Beatles, lidt Eagles, lidt Pink Floyd og endda en snas Deep Purple. Det høres måske tydeligst på nummeret ”Super God”. For nogen vil det virke som en kreativ fusion, for andre vil det mest af alt ligne lidt stilforvirring. Det hele bindes dog sammen af en håndfuld virkelig dygtige musikere og en rigtig god lyd.

Ups!de Down lyder ikke som ret mange andre albums – og alligevel er der noget genkendeligt i sangene. Det er originalt og ikke mindst skamløst underholdende. Jo mere, jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Giv Electric Boys et lyt – og se, hvad du selv synes.

Ups!de Down udkommer den 30. april 2021 via Mighty Music/Target Group.
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com