Nye indlæg

Bad Business - Shotgun Woman (EP)

Skrevet af Calle
21-02-2022
Tilbage i slutningen af 2019 anmeldte jeg det første fuld længde album fra det danske band Bad Business, selvom bandet blev dannet helt tilbage i slut 80’erne. Albummet, som bærer titlen ”Last Call For Rock ’n’ Roll”, var jeg godt tilfreds med. Det lyd godt i mine ører. Nu har de så sendt en ny EP på gaden og den har fået titlen Shotgun Woman.

Bandet består af de to oprindelige medlemmer Michael Mortensen (vokal) og Gert Christensen (guitar), og derudover er medlemmerne Morten Emcken (bas), Søren Jensen (trommer) og Tue Bendtsen (guitar). Det er samme besætning som på ovennævnte album.

Bad Business spiller old school hard rock i stil med Rhino Bucket, Lynch Mob, Dokken, Little Caesar, og fra vores egen andedam D:A:D. Jeg ved ikke om de har lyttet specielt til disse bands, men det er dem jeg kommer til at tænke på, når jeg lytter til Bad Business.

Bandet skriver selv, at musikken kommer lige fra hjertet og det er inspireret af den slags musik de selv kan lide. Og jeg synes bestemt man kan mærke deres kærlighed til old school rock i musikken.

Shotgun Woman består af 6 numre, hvoraf de fire første sange er nykomponerede, mens de to sidste sange er hentet fra bandets bagkatalog, men dog stadigvæk indspillet på ny. Der er tale om 6 rendyrkede rock sange med gode melodier og fængende omkvæd. I modsætning til førnævnte fuldlængde album, så er der ingen ”ballader” på denne EP. Uden at opfinde den dybe tallerken, så formår bandet at ramme plet hos undertegnet. Jeg har altid været en sucker for en god omgang melodisk hard rock og det får man uden tvivl her. Jeg synes faktisk at alle 6 numre er ret fede, men skal jeg fremhæve et par af sangene, så må det være ”Stray Dogs” (der leder mine tanker lidt i retning af D:A:D) samt titelnummeret ”Shotgun Woman”.

Indspilningen er foregået i Ark Studios i København og det er foregået stort set live. Efterfølgende er det blevet mixet af Søren Andersen i Medley Studiet i København. Jeg synes sangene og lyden har fået den helt rigtige feeling. Ikke overpoleret, men det emmer derimod af ægte rock ’n’ roll.

Er du til old school hard rock med gode melodier og fængende riffs samt mindeværdige omkvæd, så bør du helt sikkert tjekke Bad Business ud.
 
Shotgun Woman udkom 1. december 2021.
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com