New Direction er superbassisten Marco Mendozas 4. soloalbum. De fleste kender ham formentlig som bassist i bands som Whitesnake, Dead Daisies, Thin Lizzy og Journey, men når han slår sine folder som solist leger han med danske musikere som fx trommeslager Morten Hellborn (Electric Guitars), trommeslager Allan Tschicaja (Pretty Maids), Ivan Pedersen, Jørgen Thorup og Peter Busborg på backing vokal på et enkelt nummer, og allestedsnærværende Søren Andersen, der ud over at producere albummet også spiller både guitar og keyboard på skiven. Desuden dukker Tommy Gentry (Gun) op med nogle guitarsoli på 5 af numrene. Ud over at spille en bund-solid bas, så synger Mendoza selv på samtlige numre, og det slipper han faktisk ganske godt fra. Hans vokal minder i glimt om Steven Tylers, selvom han ikke helt har samme originalitet.
Albummet lægger fra land med ”Take It To The Limit”, der svinger og viser et tight band, der virkelig sparker festen i gang. Det er klassisk rock `n´ roll, der er iørefaldende og oser af spilleglæde – og så er det formentlig albummets bedste nummer. ”I Just Can´t Get Over You” og ”Light It Up” er også et par solide rocksange, men her kniber det lidt mere med det originale og iørefaldende. Bandet svinger, men sangene er lidt for meget metervare.
Så går det bedre med balladen ”Next To You”, hvor Mendoza viser, at han faktisk også mestrer det mere følsomme og også synger godt, når han ikke hviner og skriger. Dette nummer burde snildt kunne gøre sig på en hvilken som helst mainstream radiokanal. Kritiske røster vil måske sige, at det er lidt forudsigeligt, men hey – jeg er en sucker for en velskrevet og velproduceret ballade. Og det er det her sgu.
”Shoot For The Stars” er albummets første single og det giver god mening. Her er syng-med omkvæd for alle pengene, og Tomme Gentry smider en virkelig fed solo ind midtvejs i nummeret. Det er iørefaldende og medrivende og burde være et hit worldwide, hvis der var nogen retfærdighed til.
”All That I´m Living For” har lidt mere tyngde, og det klæder både Mendoza og albummet. Trommelyden er desværre mixet lidt anonymt, og det er drøn ærgerligt, når nu vi ved, hvor fedt Allan Tschicaja lyder hos fx Pretty Maids. Her bliver det højst til en mellemfed bund, når han banker løs i verset. Det samme er tilfældet på ”Free Ride”, der har en fed intro, men som desværre taber lidt i omkvædet. Det svinger rent musikalsk, men er ikke ligefrem en sang, som man vil huske bagefter.
”Can´t Explain It” er endnu en sang, der ville gøre sig godt på mainstream radio. Det lyder lidt som et Sko/Torp nummer, men med en lidt mere hæs vokal. Det er pænt og poleret, men også en smule kedeligt.
Albummet lukker og slukker med ”Scream And Shout” og titelnummeret ”New Direction”. ”Scream And Shout” er klassisk boogie-rock, der nok er enkelt, men som samtidig fungerer ganske godt. Klicheerne står i kø her, men alligevel er det medrivende og med nogle klare syng-med kvaliteter. ”New Direction” forsøger at være original med tromme rundgang i vers-stykket og indisk inspireret guitarlyd, men det rykker sgu ikke rigtigt. Det er gedigen rockmusik, men også lidt hurtigt glemt.
Samlet set er albummet New Direction derfor en lidt blandet landhandel. Det er solidt håndværk lavet af habile musikere, der kan deres kram. Men sangskrivningen og originaliteten lader lidt tilbage at ønske, og så er produktionen desværre ret anonym og får albummet til at lyde for meget som alle mulige andres. Der er nogle lyspunkter hist og her, men også for meget metervare. Det lugter lidt af ”bare endnu en dag på kontoret”, og det er ærgerligt. Men giv Marco Mendoza et lyt og se, hvad du selv synes. For det er top professionelle folk, det her.
New Direction udkommer 16. september 2022 via Mighty Music.
(4 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg