Nye indlæg

Crown The Beast - Spawn Of Tomorrow

Skrevet af Peter Letting
12-12-2022
Crown The Beast kommer fra Odense og deres debutalbum med titlen Spawn of Tomorrow udkom 20 oktober 2022.

Den danske dødsmetal scene er ikke en upcomming ting. Den står i fuldt flor, og Crown the Beast er endnu en blomst i den uperfekte have, fyldt med torne, tidsler og bastarder.

Crown the Beast har fuldstændig greb om de ulastelige dyder i dødsmetallen, såsom latterligt hurtige blast beats, en vokal fra helvede, guitar harmonier og tonstung bas i undergrunden. Engang imellem må jeg bare overgive mig og sige ”Fuck det er fedt”. Selvom jeg allerhelst vil opleve dødsmetal genren live, hvor man VIRKELIG får smæk for sine dollars (der er trods alt bedre bund, end i min Sonos højttaler 😊), så fungerer den her skive faktisk rigtig godt, også på hjemmekontoret.

Crown the Beast består af: Jason Campbell på vokal, Lars von Løvendal samt Søren Rønnebech Grønning på guitar, Jens Moseholm på bas og Christoffer Leth på trommer

For lige at dykke en smule ned i nogle af numrene, så har ”Mass Grave” noget af det hurtigste tromme arbejde jeg kan forestille mig. Jo, der er også hurtige tromme passager i de andre numre, men lige til slut i det her nummer går det amok. ”Hate” har (som de andre numre) et fantastisk tempo og nogle af de fedeste breaks, men jeg tror stadig at ”Gates of Knowing” er mit yndlingsnummer på skiven. Fed melodisk intro, og lækre riffs, krydret med trommelir, og masser af temposkift igennem hele sangen. Den sang har så mange facetter og den er nærmest et 8 minutter langt studie i, hvor mange forskellige måder man kan behandle dødsmetal.

Der ligger altså nogle super gode melodier gemt under det instrumentale inferno, men det bliver slet ikke larmende og trættende at høre på. Vokalen er også balanceret og tilpas varieret. Tillykke med debut’en. Jeg kvitterer med 6 ud af 6
 
Spawn Of Tomorrow udkom 20. oktober 2022.
 
 (6 ud af 6)
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com