The Crescent er et dansk rock band fra Hjørring, som består af Lukas Lundholm Kristensen (sang), Kasper Thulesen (bas), Jakob Jensen (guitar), Jacob B. H. (guitar) og Christian Garrido (trommer). Bandet blev dannet i 2008 og de har netop været i København for at indspille nogle nye sange, som er blevet til denne EP/demo.
The Crescent spiller klassisk hard rock og deres inspirationskilder er bl.a. AC/DC, Airbourne og Led Zeppelin. Derudover hører jeg også lidt D-A-D i deres musik. Jeg synes de gør det helt udmærket, men de mangler stadigvæk lidt, hvis de skal nå op på samme niveau som f.eks. SuperCharger, Shotgun Revolution og andre nyere danske bands. MEN de er godt på vej!!
De tre sange på EP’en er den AC/DC-riff-baserede ”Aint Good But Hard”, som efter min mening er den bedste af de tre. Herefter kommer ”Camel Man”, som er den sang der minder mig lidt om førnævnte D-A-D. Afslutningsvis kommer ”What’s Your Name”, som har et catchy omkvæd. Alle tre sange er gode rock-numre. Ikke eminente, men heller ikke dårlige – bare straight-ahead rock ’n’ roll, som det nu engang skal lyde.
Bandet spiller godt og Lukas’ stemme er rå og beskidt, hvilket passer godt til denne genre inden for rocken. De er stadigvæk et ungt band, så med lidt flere år i bagagen og en masse koncert-jobs, så kan de sagtens udvikle sig til et band, der kan måle sig med andre danske og udenlandske bands. Jeg kan sagtens forestille mig et brag af et fuldlængde album fra disse fyre. Jeg vil helt sikkert købe det. Men indtil da kan du lytte til sangene på bandets MySpace side via linket herunder.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg