|
|
|
Mighty Blues Band - Standing By A MountainSkrevet af Calle 14-08-2017 Mighty Blues Band har eksisteret siden 2012, hvor de blev dannet på den københavnske vestegn. De havde deres debutkoncert i februar 2012 i Rødovre Skøjte Arena i forbindelse med en Rødovre Mighty Bulls-kamp i eliteserien i ishockey. Deraf navnet. Bandet, som sidenhen har spillet en del live koncerter, består af Henrik Mai (vokal), Theis Henriksen (guitar), Kim Luplau (guitar og kor), Henrik Sørensen (mundharpe og percussion), Allan Henriksen (trommer) og Lars Schmidt (bas). De er nu ude med deres debut album, som de har givet titlen Standing By A Mountain.Som de fleste nok har gættet ud fra bandnavnet, så spiller bandet blues. Men det er ikke bare ”almindelig” blues. Det er tung blues rock krydret med noget sydstatsrock. Albummet skydes godt i gang med ”Show You A Good Time”, hvor Henrik bl.a. synger ”lets party all night long and lets sing and dance”. Det er en rigtig party sang, som helt sikkert kan sætte gang i enhver fest. Samtidig passer selve sangtitlen perfekt til albummet som helhed. Bandet gør det godt både i de mere rockede numre som f.eks. ”Four Wheel Drive” samt ”Get Down” og første singlen ”Going Nowhere”, men også i de mere stille numre som ”Mr. Landlord” og ”The Distance”. Samtlige sange på albummet er mindeværdige og det er svært for mig at fremhæve enkelte af dem. Men skal jeg nævne et enkelt, så må det være titelnummeret ”Standing By A Mountain”. Det er et fremragende nummer med gode temposkift og en super fed melodi. Sangen minder mig om noget Neil Young kunne have skrevet. Udover Mr. Young, så synes jeg også man kan høre lidt inspiration fra bands som f.eks. Lynyrd Skynyrd, The Allman Brothers og ZZ Top. Bandet spiller med en fed energi og en enorm power og så er de samtidig yderst velspillende og de virker utrolig tight. Grundrytmen sidder lige i skabet og guitar soloerne fungere bare som de skal. Mundharpen bliver spillet med en sådan overlegenhed, at man skulle tro Hr. Sørensen var født med den i munden. Derudover har Henrik en fed vokal, som passer perfekt til genren. Sangene er velkomponeret og melodierne er meget fængende. Allerede ved første gennemyt af albummet rockede både jeg og min datter på 3 år med. Og hun sagde tilmed: DET er god musik far!! Standing By A Mountain er indspillet i Grapehouse Studio, hvor bl.a. Dizzy Mizz Lizzy indspillede deres debutalbum, og hvor kunstnere som D:A:D, Tim Christensen og Sko/Torp ligeledes har indspillet. Pladen er produceret af Emil Sauer, som normalt bevæger sig indenfor heavy metal og alternativ rock. Så dette var første gang, han for alvor gav sig i kast med bluesrock og man må sige at han har gjort et super stykke arbejde. Albummet er fedt produceret og der er en fed feeling over hele albummet. Jeg kan på det varmeste anbefale at du tjekker dette album ud. Det er blues rock i særklasse. Noget af det bedste blues jeg har hørt fra et dansk band længe. Disse seks voksne mænd har udlevet deres drengedrøm og indspillet i super fedt album!!!
Standing By A Mountain udkom 11. august via Boulder's Kiss.
Besøg Mighty Blues Band på Facebook her.
|
|
|
|
|
Kommentarer
- #1
Max 14-08-2017 21:59 Jeg er helt enig i, det er en super fed udgivelse og glæder mig over, Mighty Blues Band beviser, drengedrømme stadig kan leves ud selv om ungdomsårene (for flere af bandmedlemmerne) er passeret. Det er aldrig for sent - og pisse ligegyldigt når man spiller så godt sammen og leverer så god en energi. Ligeledes har jeg også kastet min kærlighed over titelnummeret ”Standing By A Mountain”. Det er helt og aldeles verdensklasse på alle leder og kanter.
1