Nye indlæg

Veonity - Elements Of Power

Skrevet af Peter Letting
20-02-2022
Svenske Veonity lander et nyt album 18 februar 2022, med titlen Elements of Power.

Veonity er grundlagt i 2013, og er et sandt power house i powermetal land. Tempoet er voldsomt, allerede fra første strofe, og man er ikke i tvivl om hvad der ligger i ordet ”power”-metal.

Albummet dækker over en historie, om en dreng som har en mission. En mission som skal overvinde ”det onde”, en gang for alle, og han udsættes for diverse udfordringer undervejs, bl.a. mødet med "Gargoyles Of Black Steel" i skæring 5, "Facing The Water" i skæring 7 og "Curse Of The Barren Plains" i skæring 9. Det er en rigtig eventyrfortælling, men med sidste skæring "Return To The Land Of Light" bliver alting godt igen.

Elements of Power albummet er underholdende at lytte til. Det er spækket med fede guitar soloer og er meget melodisk sammensat. Og så er der bare den fedeste energi igennem hele albummet, uanset om det er de hæsblæsende passager hvor det bare hamrer derudaf, eller der hvor tempoet trods alt lige sættes et gear ned fra tid til anden. Det er en dejlig afvekslende oplevelse, og ikke bare tempo for tempoets skyld.

Veonity er som sagt fra Sverige og består af: Anders Sköld på vokal og guitar, Samuel LundStröm på guitar, Kristoffer Lidre på bas og Joel Kollberg på trommer.

Hele albummet er som sagt et spændende bekendtskab og der dukker til stadighed små finurligheder op, jo flere gange jeg får det lyttet igennem. Fantastiske skift og breaks med lækre guitar harmonier oveni. Vokalen er forholdsvis clean, og spænder over et pænt stort register. Og lytter man rigtig godt efter så er der faktisk også en smule synth inde over et par af numrene.

Skal jeg vælge et yndlingsnummer må det være første skæring "Beyond The Realm Of Reality". Fed guitar intro og udlæg i højeste gear. En rigtig god start på en fed skive. Jeg giver Veonity 4,5 ud af 6 for Elements of Power.
 
Elements Of Power udkom 18. februar 2022 via Scarlet Records
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com